Nabo-landmand imod udvidelse af svinebedrift

Henrik Paulsen, fritidslandmand, er imod naboens udvidelse af svinebedriften. Her bringes hans kommentar.

Af Henrik Paulsen, Højbjergvej 8, 4250 Fuglebjerg (nabo og fritidslandmand)

Jeg må erkende, at jeg synes, at man på LandbrugsAvisen er gået fuldstændig i selvsving vedr. sagen om, at et flertal i Teknisk Udvalg i Næstved Kommune har givet afslag en landmands ansøgning om at udvide sin svineproduktion til godt og vel det femdobbelte.

Lars Hvidtfeldt mener at ”Næstved-logik vil lukke landbruget.”

Jeg har svært ved at se, at det gavner landbruget, at en organisationsmand på denne måde generaliserer ud fra en sag, som han formentlig ikke har noget særligt kendskab til – muligheden for fremadrettet at blive taget seriøst, afhænger nu engang af, at der er saglighed bag de budskaber, man kommer med. Landbrugets mest afgørende problem er kvælstofproblematikken, ikke om en enkelt landmand får afslag på at udvide. Det er i øvrigt meget sjældent, at der gives afslag, så det er ikke et generelt problem for landbruget.

Karsten Nonbo (V): ”Vi kan ikke nægte landmanden hans rettigheder.”

Der er ingen, som har nægtet landmanden hans rettigheder. Han har afleveret en ansøgning – den kommer vi tilbage til – og flertallet i Teknisk Udvalg har helt i overensstemmelse med Husdyrgodkendelsesloven og de tilhørende vejledninger givet afslag.

Søren Revsbæk (V) formand for Teknisk Udvalg: ”Skidt signal at sige nej til landmand.”

Det har ikke noget med signaler at gøre: Der er foretaget en konkret sagsbehandling, hvor man er nået frem til det korrekte resultat – hvis der ligger en signaleffekt i det, så kan det vel højst være, at selv om alle ønsker bedre tider for landmændene og også på nogle områder bedre rammevilkår, så er det ikke på bekostning af alle væsentlige og fornuftige hensyn til drikkevand, natur og omgivelserne i øvrigt. Det tror jeg, at de socialdemokratiske medlemmer af Teknisk Udvalg har været meget opmærksomme på.

"Landmand skuffet over nej til udvidelse: Jeg overholder reglerne.” og ”Det kom fuldstændig bag på os, når det var så velforberedt et projekt,” siger hans miljørådgiver, Piil Krogsgaard fra Gefion.

Man må forstå på artiklen, at man har undersøgt sagen yderst grundig og nærmest har fået tilsagn fra forvaltningen om, at man godt kunne forvente en godkendelse. Det har forvaltningen næppe givet udtryk for – det ville være direkte lovstridigt! Man han måske forholdt sig generelt til det fremlagte materiale, og ud fra dette ikke på forhånd set de store problemer; men må nødvendigvis have gjort opmærksom på, at der altid skal ske en individuel sagsbehandling efter en vejledning, som ligger på miljøstyrelsens hjemmeside. Jeg kan ikke vide, hvad man har talt om på et sådant indledende møde; men hvis grundlaget for samtalen har været det første udkast til ansøgning, som jeg ved en aktindsigt har modtaget, så må man konstatere, at der i denne er en lang række oplysninger, som er i direkte strid med de faktiske forhold.

Jeg har intet kendskab til processen omkring udarbejdelse af ansøgningen; men man har i hvert tilfælde ikke formået at levere er korrekt materiale.

I ansøgningen oplyses, at der er ”gode adgangsforhold” til ejendommen.

Realitet: Meget smalle kommuneveje, hvor en lastbil og en personbil på lange stræk ikke kan mødes, medmindre personbilen trækker ind i en beboers indkørsel. Lastbilerne trækker ikke ud i rabatten, de fleste steder skråner det nedad og når rabatten er blød kører de fast og risikerer at vælte (uhyggelige konsekvenser, hvis det er en gylletransport). På lange stykker kan to lastbiler slet ikke mødes og vil være henvist til at skulle bakke adskillige hundrede meter, for at finde et sted (på anden mands grund), hvor man kan passere hinanden. Der ligger en del gamle huse umiddelbart ud til vejen, hvor man tydeligt kan mærke det ryste, når der passerer tunge transporter.

”Antallet af daglige transporter er beregnet til at stige fra 0,6 dagligt før udvidelsen til 1,0 efter udvidelsen.”

Realitet: Man kan ikke forøge produktionen med mere end 400 % samtidig med at transportbehovet kun øges med 67 %. Det må have givet anledning til en del rynkede pander hos flertallet i Teknisk Udvalg. Ifølge beregningen af fodertransporter ville der kun blive foder til 2 ud af fem grise, og kun 2 ud af tre læs gylle skulle køres bort (2 ud af 6, hvis der skal leveres til biogas, hvor gyllen jo kommer retur). Disse oplysninger burde jo have været efterprøvet af såvel Gefion (medmindre det er dem, som har lavet beregningerne) og af forvaltningen. Om det er et voldsomt tidspres eller mangel på tilstrækkelig specialiseret indsigt, kan man ikke vide; men man har ikke fået gået udregningerne efter i sømmene.

I ansøgningen har man hentet oplysninger på arealinfo, og selv om: ”Områder med landskabelig værdi” og ”Uforstyrrede landskaber” er faste punkter i ansøgningsformularen, har man undladt at oplyse om og forholde sig til dette. Man kunne have valgt et opslag på Næstved Kommunes udmærkede GIS-kort, som på få minutter ville have gjort ansøger og/eller Gefion opmærksom på, at ejendommen ligger i et OSD-område (hvor staten anbefaler at undgå store husdyrbrug), i ”Bevaringsværdigt Landskab”, ”Større Uforstyrret Landskab”, Søgeområde For Naturparker”, samt at der i de nærmeste omgivelser er en del andre naturinteresser f.eks. ”Grøn Plan”, ”Særlige Friluftsområder” m.v.

Det kræver lidt større indsats at finde ud af, at man også ligger i det lokale vandværks indvindingsområde.

Næstved Kommune har i øvrigt (som man skal) udlagt et område til ”Søgeområde For Større Husdyrbrug” – en klar indikation af, at det er i dette område, man bør lægge et industrielt anlæg, som det ansøgte.

Det fremgår af aktindsigten i sagen, at Næstved Kommunes Grundvandsafdeling anbefalede et nej til ansøgningen, samt at Naturstyrelsen, som svar på en henvendelse vedr. dette, klart tilkendegav, at kommunen har den nødvendige kompetence til at afgøre sagen med et afslag. Der således hverken tvivl om lovligheden af afslaget, eller om at der er en række klare og gode begrundelser for dette.

Det er korrekt, at forvaltningen havde indstillet sagen til godkendelse - det havde man næppe gjort, hvis ansøgningen hvilede på korrekte oplysninger.

Jeg kan godt sætte mig ind i ansøgers skuffelse over ikke at kunne realisere sin drøm i det smukke Højbjerg. Jeg mener dog ikke, at ansøger – eller dennes rådgiver – med rette kan føle sig bortdømt af flertallet i Teknisk Udvalg. De har modtaget et veldokumenteret og sagligt korrekt materiale fra borgerne, som står i skarp kontrast til oplysningerne i ansøgningen. Det har man været nødt til at forholde sig til, og dermed været tvunget til at give afslag (jf. Husdyrlovens § 19, stk. 2 og § 31).

Selvfølgelig skal man behandle landbruget ordentligt - det gør man også i Næstved Kommune; men der er trods alt en overgrænse for, hvor store risici og gener og ulemper man kan forvente at få lov til at påføre omgivelserne. Den har man i dette tilfælde passeret.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.

Seneste videoer

Se alle