Nattevagt til 100 kr. pr. gris: Overvågning af faring giver kæmpe gevinst
Med tårnhøje svinenoteringer skal der skrues på produktionsapparatet og investeres rigtigt. En af løsningerne er natovervågning i farestalden.

Svineproducenter får mange formaninger om at udnytte de høje svinenoteringer til at nedbringe gælden, men det er også af stor betydning at investere i sit produktionsapparat for at få flest kg ud af stalddøren. Det argumenterede svinerådgiver Anders Christensen for, da han var indlægsholder ved Agri Nords årlige kongres.

»Der skal fuld gas på løbningerne, for der er mange penge at hente på en ekstra gris i farestalden«, formanede han og foreslog faringsovervågning som en relevant løsning.

Han tog udgangspunkt i en sobesætning med 1.100 søer, der i hans regneeksempel med et ugehold på 50 faringer forudsætter, at der opnås 0,5 færre dødfødte svarende til 25 ekstra grise pr. hold. Han forudsatte, at 20 ud af de 25 grise kommer til salg. Der er 120 kr. i ekstra foderomkostninger, 30 kr. til diverse og 100 kr. pr. gris til nattevagt på samlet ti timer fordelt over to aftener.

»Det har kostet 250 kr. at lave en ekstra gris i omkostninger, og med en salgspris på 600 kr. pr. gris er der netto på 350 kr. pr. gris. Det svarer til 7.000 kr. pr. hold og passer til et system med 1.100 søer med ugedrift, der giver en nettogevinst på 12 måneder på 360.000 kr.«, konkluderede han.

Han advarede samtidig om at have natteovervågning i normalår, for her er fortjenesten blot en tredjedel.

»Se at gøre det i år, og så lad være med at gøre det i de tre år, hvor det er ringe, fordi det er lige nu, det kan svare sig. Tre års gevinst på et års arbejde«, sagde han.

Faktaboks

Nattevagt

  • Koster omkring 100 kr. pr. gris i arbejdsløn.
  • Derfor er det kun som nu med høje marginale dækningsbidrag, at der er overskud ved at have nattevagt.

Emneord PLUS

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.

Seneste videoer

Se alle