Nu kommer PattegriseLIV 3.0: Er mine søer for magre eller for fede?

I det landsdækkende projekt PattegriseLIV sætter vi i foråret 2021 en ny omgang rådgivningsforløb og staldskoler i gang.

Af Inga Riber, svinerådgiver, LandboNord SvineRådgivning

I det landsdækkende projekt PattegriseLIV sætter vi i foråret 2021 en ny omgang rådgivningsforløb og staldskoler i gang.

Målet er i alle medvirkende besætninger at hæve overlevelsen hos de fødte pattegrise. Ofte fokuseres der på både at reducere antallet af dødfødte pr. kuld og at hæve overlevelsen af de levendefødte grise.

Fem rådgivningsbesøg i hver besætning i løbet af fem-seks måneder sikrer et målrettet og konstant fokus på at forbedre nøgletallene i netop din besætning under dine forhold.

De hyppige besøg sikrer, at der hele tiden er fremdrift i processen. Som sidegevinst fylder rådgiveren undervejs teori på de ansatte og det betyder alt sammen, at de ansatte får et ekstra skud motivation og arbejdsglæde.

Sideløbende deltager den farestaldsansvarlige i en lokal staldskole med fire andre farestaldsansvarlige. Disse møder foregår på skift hos de enkelte deltagere.

Sæt din faglige dagsorden

På dagsordenen kunne f.eks. være spørgsmålene ”Hvordan reducerer jeg antallet af dødfødte pr. kuld?” og ”Hvordan reducerer jeg antallet af døde pattegrise som følge af diarré?”.

Så er dette omdrejningsspørgsmålene for det ene besøg, hvor løsningsforslag målrettes den aktuelle besætning.

Døjer dine søer med mange dødfødte pr. kuld, er første skridt at vurdere kvaliteten af søerne i besætningen.

Er der for mange gamle søer? Er søerne for magre eller for fede ved faring? Har søerne benproblemer? Dernæst bør der kigges på foderstrategien, vandforsyningen og faringsovervågningen, herunder strategien for fødselshjælp. Naturligvis er det også relevant at drøfte hvilke grise, som registreres som hhv. levende- og dødfødte.

Er der problemer med diarré hos pattegrisene, skal typen af diarré præciseres. Dernæst bør der kigges på immuniserings- og behandlingsstrategien, råmælksforsyningen og også mælkeforsyningen og klimastyringen, afhængigt af hvilken diarrétype, der giver problemerne.

Der er mange forskellige håndtag at dreje på, men tiltagene skal målrettes forholdene på de enkelte bedrifter, så tiltagene sikrer både en højere pattegriseoverlevelse og en bedre økonomisk bundlinje.
 

Emneord PLUS

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.

Seneste videoer

Se alle