Ny dansk biosensor afslører diarrébakterier hos smågrise

Biosensor med nanochip kan afsløre diarrébakterier hos smågrise og nedbringe landbrugets forbrug af antibiotika.

En ny type biosensor baseret på nanoteknologi kan fange partikler fra diarréfremkaldende bakterier, som hvert år koster mere end en million smågrise livet.

Det skriver Danmarks Tekniske Universitet, DTU, på deres hjemmeside.

”Vi oplever stor interesse fra svineproducenterne, som med den nye biosensorteknologi hurtigt og billigt kan påvise, om årsagen til diarré i smågrise skyldes en infektion med diarrébakterier eller ej", siger Winnie E. Svendsen.

Hun er professor på DTU Bioengineering, som har udviklet den nye biosensor i samarbejde med lektor Andreas Hougaard Laustsen fra DTU Bioengineering.

"Teknologien kan føre til en markant forbedring af dyrevelfærden og mindske det økonomiske tab hos svineproducenterne. Samtidig kan den hurtige test føre til, at forbruget af antibiotika bliver bragt ned og brugt mere målrettet ude på svinegårdene. Det er vigtigt i kampen mod multiresistente bakterier", fortsætter hun.

Nano- og chipteknologi

Den nye biosensor har vist positive resultater med at detektere diarréfremkaldende E. coli-bakterier i laboratorieforsøg på DTU.

Markedet for diarrébehandling af smågrise er på omkring 110 mio. kroner om året alene i Danmark, og Winnie E. Svendsen vurderer, at den nye biosensor vil kunne overtage 40 procent af det nuværende danske marked for diagnostik og behandling.

Udviklingen af biosensoren foregår i øjeblikket i dialog med svineproducenter, som blandt andet skal være med til at afklare, hvor det giver de bedste resultater og den største effekt at bruge den.

Hun forventer på længere sigt at kunne supplere biosensoren med kunstig intelligens, som blandt andet kan bruge de mange data til at udarbejde et kort over, hvor i en svinestald, der udbryder flest infektioner.

”Spørgsmålet er, om der er et mønster over, hvor i stalden infektionerne typisk bryder ud. Det vil have stor værdi hos landmændene, hvis de kan få informationer om det, så de kan få færre infektioner og diarréudbrud på længere sigt. Og det kan vi med vores udstyr”, siger Winnie E. Svendsen.

Emneord PLUS

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.

Seneste videoer

Se alle