Ny foderstrategi for søer skal få dødfødte ned på 7,5 procent

Fodereksperten Thomas Sønderby Bruun fra Seges Svineproduktion ser Born2Live-projektet som en vigtig faktor til at øge pattegriseoverlevelsen.

Seges Svineproduktion er med i hele forløbet af Born2Live, som blev søsat ved årsskiftet.

Specialkonsulent Thomas Sønderby Bruun fortæller, at Seges i projektet skal færdigudvikle og teste et foderprodukt, som udvikles sammen med Vestjyllands Andel og Aarhus Universitet og sker på baggrund af resultaterne opnået i forsøgene i Foulum.

»Når Peter er i mål, så skal alle projektdeltagerne have kigget grundigt på, hvad vi så har lært, og derefter finde frem til, hvad et foderprodukt skal bestå af«, fortæller han.

Hvordan den nye viden skal omsættes til praksis afhænger bl.a. af hvilket foderanlæg, det skal tilpasses.

Han ser store muligheder i projektet i forhold til dødelighed hos pattegrisene.

»Den gennemsnitlige andel af dødfødte grise er 9,6 procent af de totalfødte grise, og vi kan med nye fodringsmæssige anvisninger måske komme ned på 7,5 procent dødfødte«, siger han og fortsætter:

»Faringsprocessen fra indsættelse til soen producerer mælk i store mængder er der, hvor der tabes allermest på staldgangen.

I disse forsøg er der et stort potentiale, idet projektets viden umiddelbart kan implementeres til landmanden, fordi vi taler om, at der skal ske en foderændring eller ny foderstrategi. Der er ikke tale om, at der skal investeres i f.eks. avanceret varmeanlæg eller videoovervågning«.

En sidegevinst kan blive nemmere pasning, idet de forventede nemmere faringer giver søer, der er mindre pressede oven på faringen og kan give en god mælkeproduktion, og færre pattegrise, der har haft en hård fødsel grundet iltmangel.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.

Seneste videoer

Se alle