Ny handlingsplan skal banke forbruget af medicinsk zink i bund

Seges Svineproduktion lancerer ny handlingsplan og fortsætter arbejdet med at finde alternativer til zink.

En handlingsplan bliver nu erstattet af en ny.

Det er Seges Svineproduktion, der nu tager næste skridt i arbejdet med at finde alternativer til medicinsk zink i svineproduktionen. Det sker i form af en ny handlingsplan med 12 konkrete tiltag inden for tre forskellige indsatsområder.

»I flere år har de danske svineproducenter haft fokus på at reducere forbruget af zink. I 2016 lancerede vi den første handlingsplan med syv konkrete initiativer, som skulle reducere forbruget af zink. Det har blandt andet ført til, at det årlige forbrug i slagtesvineholdet er faldet med mere end 136 tons zink siden 2016«, siger Christian Fink Hansen, som er sektordirektør for SEGES Svineproduktion.

I den nye handlingsplan bliver der sat yderlige resurser ind for at udfase brugen af medicinsk zink i forbindelse med fravænning.

»Nu tager vi næste skridt og sætter handling bag yderligere 12 konkrete initiativer, der skal bringe os videre af denne vej«, lyder det fra Christian Fink Hansen.

Ny ambitiøs handlingsplan

De syv punkter i ”Handlingsplan 1” er ifølge Seges Svineproduktion gennemført med et tilfredsstillende resultat. Men siden da har EU-Kommissionen vedtaget en tilbagekaldelse af markedsføringstilladelsen for medicinsk zink, og det kræver handling for at finde en løsning på udfasning af medicinsk zink.

»Vi tror på, at vi med ”Handlingsplan 2 for udfasning af medicinsk zink” kan komme i mål, inden et forbud træder i kraft om senest 4,5 år. Men det er ikke nogen nem opgave, vi er sat på, og det kræver hårdt arbejde at finde alternativer, som ikke vil forringe dyrevelfærden eller hæve antibiotikaforbruget«, siger Christian Fink Hansen.

Fra 2,5 til 1,5 kg zink pr. ton foder

Der er begyndt at komme resultater på zink-fronten. Seges Svineproduktion anbefaler allerede nu, at svineproducenter forsøger at reducere doseringen af medicinsk zink i den første periode efter fravænning fra 2,5 kg zink pr. ton foder til 1,5 kg.

»Vi har i Seges Svineproduktion undersøgt, om landmanden selv kan gøre noget for at nedsætte forbruget af medicinsk zink. Og her har vores test vist, at man kan gå fra 2,5 kg zink pr. ton foder til 1,5 kg uden forringelse af produktivitet og sundhed. Derfor er der potentiale for, at flere kan gøre det«, siger Christian Fink Hansen, der understreger, at en reduktion af medicinsk zink ikke løser udfordringen med en total udfasning af brugen.

»Der ligger en enorm opgave foran med at finde alternativer til medicinsk zink, som er lige så effektive. En reduktion af forbruget er en god start, men det løser ikke problemerne, vi står over for, når forbuddet træder i kraft«, forklarer han.

Du kan læse mere om handlingsplanen og arbejdet med udfasning af medicinsk zink her.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.

Seneste videoer

Se alle