Ny luftrenser kører på vand
Biovent er klar med biologisk luftrenser til svinestalde.

Luftrenserne fra jyske Biovent renser staldluften i et, to eller tre trin.

Luftrenseren fungerer efter scrubber-princippet, hvor staldluften passerer gennem et filter, der overrisles med vand.

»På filtermediet i scrubberen opbygges en organisk film, hvor størstedelen af de uønskede partikler bliver nedbrudt«, fortæller Mathias Hyldgaard Sørensen, Biovent.

Processen reducerer både lugt, ammoniak og støv, og da der ikke tilsættes nogen form for syre, men kun vand, kan driftsomkostningene holdes nede.

Efter at vandet har passeret scrubberen, kan det ledes til gyllebeholderen.

»Luftrenserne er testet på både svine- og kyllingestalde i en stor del af verden, hvor vi har installeret mere end 300 anlæg«, oplyser Mathias Hyldgaard Sørensen.

Dansk test på vej

Renserne er testet hos tyske DLG, hvor effektiviteten ligger på 80 procent for støv og 85 procent for ammoniak.

Lugten er målt til under 300 odour units efter renseren.

»Vi arbejder for tiden på at få en VERA-test af vores anlæg i Danmark hos Seges og Teknologisk Institut«, siger Mathias Hyldgaard Sørensen.

Firmaet har dog i fire år haft et anlæg kørende herhjemme på et biogasanlæg og vil i løbet af næste måned opstarte endnu en renser på et biogasanlæg.

Derefter arbejder firmaet på at blive udbredt i landbruget.

Faktaboks

BioVent scrupper:

  • Vandforbruget er normalt 60 l pr. kg NH3
  • Energiforbruget i luftrenseren ligger mellem en og to kWh

Emneord PLUS

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.

Seneste videoer

Se alle