Ny svinestald får loftshøjde på seks meter
AC Farmings nye løbe- og kontrolstald på ejendom ved Give er et særsyn i Danmark med en loftshøjde på seks meter på det laveste sted.

Hvis man kører forbi den mindre landsby Riis tæt ved Give, kan man godt foranlediges til at tro, at svineselskabet AC Farming er ved at færdiggøre et byggeri af en lagerbygning.

Men synet bedrager, for AC Farming har fået Gråkjær til at opføre en ret alternativ løbe- og kontrolstald.

En almindelig staldbund med en industribygning ovenpå, som Martin Rindom, landbrugsdirektør hos Gråkjær, formulerer byggeriets udformning.

»AC Farming har ønsket en stald, hvor de har kunnet vise deres grise frem for deres kunder. Det giver denne konstruktion mulighed for, idet loftshøjden er på seks meter på det laveste sted, og der er i tilknytning til stalden bygget en velfærdsbygning på stalden, hvor der er konferencefaciliteter, to badsluser og en kantine. På førstesalen er der fire vinduer, der vender ind mod stalden og giver et godt og uhindret indblik til løbe- og kontrolafdelingen«, fortæller Martin Rindom.

Det uhindrede udsyn over stalden forstærkes af, at udfodringen sker via vandrette foderrør, hvor der er individuelle udfodringer pr. tre til fire søer. Den øvrige rørføring fra fodersystemet løber ikke over, men under stierne.

Parallelt med foderrørene løber led-lys for at få en bedre reproduktion.

Har 460 enkeltdyrsstier

Gråkjær har opført stalden i totalentreprise. Foruden løbe- og kontrolafdelingen, der har cirka 460 enkeltdyrsstier og en række aflastnings- og ornestier, har Gråkjær stået for en overdækning fra løbe- og kontrolafdelingen til de øvrige eksisterende staldafsnit for at sikre en god logistik i staldanlægget. Dertil kommer en nyopført foderlade.

»Netop foderladen har ikke været et problem at få indrettet, fordi bygningen er så høj, som den er«, siger Martin Rindom, mens han passerer en række siloer og vådfodertanker fra Big Dutchman.

Tilbage i løbe- og kontrolafdelingen peger Martin Rindom på linespil som en særlig løsning, der sikrer, at man har et velfungerende gylleudslusningssystem også ved anvendelse af større halmmængder.

»Vi ser linespil flere og flere steder, og det gør, at man ikke får udfordringer med strømængden inde i stalden«, siger han og demonstrer en særlig lem, der er indbygget i et spalteelement. Lemmen kan åbnes, hvis man har særlige klumper med halm, der ikke kan komme ned gennem spalterne.

Åben stald i næste uge

Stalden står endnu ikke endeligt klar, men håndværkere fra forskellige firmaer arbejder på at nå i mål inden udgangen af august, idet der holdes åben stald 31. august.

Faktaboks

5 facts om byggeriet

  1. Opstart: Byggeriet for AC Farming ved Give blev indledt primo april. 
  2. Karakteristika: Byggeriet er helt særligt med fritstående stålspær (»fladt tag«) og en væghøjde på 6,0 meter samt en speciel foderudfodringsløsning, der løber under bunden af stalden og ikke som normalt over stierne. Det - i kombination med højden i stalden - giver stort og uhindret udsyn gennem stalden.
  3. Øvrige kendetegn: Er bygget med fladt tag og har sorte elementer, så byggeriet har af Gråkjær fået navnet ’den sorte diamant’.
  4. Omfang: Foruden foderlade og nybyg af løbe- og kontrolafdeling har Gråkjær også bygget tilslutninger til øvrige eksisterende staldafsnit.
  5. Åben stald: Fredag 31. august kl. 10-15 på Birkebækvej 6, 7323 Give.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.

Seneste videoer

Se alle