Ny test undersøger grisene for 10 luftvejsinfektioner på en gang

Porcus har i samarbejde med DTU udviklet en ny test til diagnosticering af luftvejsinfektioner hos pattegrise og klimagrise.

Af Michael Agerley, svinedyrlæge hos Porcus,  Sif Holmegaard, Porcus og Rikke Søgaard, DTU

God og hurtig diagnostik er vigtigt. Pattegrise og klimagrise kan blive ramt af mange luftvejsinfektioner der giver sygdom af forskellig alvorlighed.

Vi kender alle symptomerne med hoste, nysen, åndedrætsproblemer, opsvulmede øjne, mellemørebetændelse og i alvorlige tilfælde også øget dødelighed.

Der er mange bakterier og vira, der kan give de ovenstående symptomer, og ofte rammes grisene af flere infektioner på samme tid.  

Det er derfor vigtigt at kunne stille gode og hurtige diagnoser, således at der hurtigt kan sættes gode handlinger i værk.

Obduktioner på staldgangen giver et vist billede af problemet, men man kan ikke ved obduktion altid stille helt eksakte diagnoser. Indsendelser af grise til laboratoriet er meget bedre, men giver kun et billede på hvad de få grise der er sendt ind fejler mm. Og det kan være nødvendigt at man sender rigtigt mange grise ind.

Influenza kan vi i dag let undersøge for via næsesvaber, men det ville være hensigtsmæssigt at kunne undersøge for flere diagnoser på samme tid.

Fire succeskriterier

Porcus har i 2020 derfor arbejdet tæt sammen med Rikke Søgaard fra Center for Diagnostik, DTU om at udvikle en ny test baseret på næsesvaber prøver.

Sammen med Rikke Søgaard opstillede vi følgende succeskriterier for testen. 

  • Den skulle kunne teste for mange sygdomme på en gang. 
  • Testen skal være let at udføre 
  • Testen skal være billig i forhold til alternativerne
  • Testen skal bruges med en fast systematik, da data fra testene på sigt kan give en bedre forståelse for sygdommes udbredelse og vigtighed i danske svinebesætninger

DTU anvender den innovative Fludigm-teknologi til Smart Swap-testen, hvor de kan teste et stort antal prøver på en gang og for flere sygdomme samtidigt.

Testen bruger såkaldt pcr-teknologi, det vil sige at det er generne fra bakterier og vira, der påvises. Det gør testen mere specifik.

DTU bruger også denne Fludigm-teknologi i SOS-besætningerne (Objektiv sundhedsovervågning. Læs mere på https://diagnostik.dtu.dk/sundhedsovervaagning ).

Undersøger for 10 sygdomme på én gang

Det nyudviklede testkoncept undersøger for følgende sygdomme på en gang: 

  • Glässer 
  • Mycoplasma Hyorhinis
  • Pasteurella Multocida 
  • Cytomegalovirus, 
  • PCV2 
  • Streptococcus Suis type 2 
  • Influenza A 
  • Pandemisk Influenza 
  • Bordetella Bronchoseptica 
  • Ondartet lungesyge (test for lungesyge kan fravælges)

 Anvendelse og prøveudtagning

Testen udføres ved at udtage 4 x 5 næsesvaber-prøver. 

I farestalden udtages der fra ældste ugehold, fem næsesvaberprøver fra to ”urene kuld”, som f.eks. opsamlingskuld etc. og fem næsesvaberprøver fra 2 ”rene kuld”, altså grise der ikke har været byttet rundt og som ser sunde ud.

I klimastalden udtages der altid fra det sidst indsatte hold. Fem svaberprøver fra to syge/opsamlingsstier og fem svaberprøver fra to stier med grise uden symptomer.

Ved at gøre det på den måde får man et billede af, om de ”dårligste grise” er mere ramt af sygdom, og om de er ramt af flere sygdomme end resten af grisene.

Vi begynder at arbejde med testen om få uger. Testen er især relevant lige nu i vinterperioden, hvor luftvejsinfektioner trives ekstra godt.   

Emneord PLUS

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.

Seneste videoer

Se alle