Nybyggeri giver plads til 1.500 søer: Jeg tror på løsdrift i farestalden

Hos Niels Aagaard Jørgensen har nybyggeriet og anvendelsen af de gamle stalde været vendt og drejet mange gange, før hele projektet med ny stald faldt på plads sidste efterår. 

Det er vigtigt for Niels Aagaard Jørgensen at understrege, at han ikke vælger løsdrift i farestalden, fordi det er det mest politisk korrekte valg.

"Jeg vælger løsdrift, fordi jeg ser det som en faglig udfordring, og fordi jeg tror på systemet. Ikke fordi jeg sidder i nogle bestyrelser", fastslår han. 

Når han ser 10 år frem, ser han en so, der passer 18-19 grise i farestien, forbrugere der efterspørger løsdrift og øget fokus på søers overlevelse.

"De parametre taler alle for store stier med løsdrift", siger han.

I de mere end 25 år, han har været selvstændig svineproducent, er sodødeligheden steget fra fem-seks procent til mere end det dobbelte. Den udvikling tror han også, at løsdrift i farestalden kan være med til at vende. 

Der er inventar fra Skiold. Soen kan fikseres i boksen i de første dage efter faring, og den mulighed vil han benytte sig af. 

Tungere pattegrise

Han forventer, at pattegrisene vil være op mod et halvt kg tungere ved fravænning med løsdrift fremfor kassestier. Alle grise bliver vejet ved fravænning, så om kort tid får han tal på, om fravænningsvægten er steget. 

"Bøjlen på soboksen forhindrer grisene i at komme til yveret. Fjerner man bøjlen, må det give større pattegrise", lyder hans resonnement. 

Selvom de nye stier blev taget i brug samtidig med, at sommervarmen kom, har der ikke været store problemer med svineri i lejerne. So og pattegrise træder det meste gennem spalterne, så de bliver holdt rene.

Farestierne i nybyggeriet måler 1,8 x 3,0 m, hvoraf støbejernsspalter udgør to meter. Der er fast gulv med varme i den øverste del. Der er også indrettet 48 løsdriftsstier på 2,4 x 2,5 m i en eksisterende bygning.

Endelig har det været nødvendigt at bevare 60 kassestier. 

"Jeg forventer ikke, at søerne får problemer med at skifte mellem kassesti og løsdrift, men vi får se", siger han.

Smågrisehulen er 0,8 m2 og må ifølge Niels Aagaard ikke være mindre. 

"Hulen er placeret ved væggen, så de ikke får træk, selvom loftsventilerne åbner", forklarer han. 

Varmen kommer både fra gulvvarmen og fra Aniheater under smågrisehulen.

Niels Aagaard Jørgensen valgte støbejernsspalter fra Schönlau. "Dyre men dejlige", kalder han spalterne. Smågrisehulen er på 0,8 m2. 

Læs mere om bedriften i det nye nummer af magasinet SVIN, der udkommer tirsdag 21. september.

Faktaboks

Niels Aagaard Jørgensen

  • Udvider fra 750 til 1.500 søer med smågrise.
  • Bygger fire sektioner á 60 stier og en á 48. Desuden bevares 60 kassestier til fikserede søer.
  • Stierne måler 1,8 x 3,0 m
  • Støbejernsspalter i to m, fast gulv i en m.
  • Det er planen, at soen skal være fikseret de første fire dage efter faring.
  • Smågrisehulen er på 0,8 m2. 

Emneord PLUS

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.

Seneste videoer

Se alle