Nye tal: Soholderne løftede dækningsbidraget med en mio. kr. i 2017

Agri Nord, LandboThy og Djursland Landboforening har løftet sløret for regnskabstallene for en række af sine kunder med svineproduktion. Soholderne er gået markant frem, men slagtesvineproducenterne kan også glæde sig over begrænset fremgang.

2017 var for langt de fleste svineproducenter et godt år med gode noteringer, og det blev synligt for bundlinjen.

Det har også været tilfældet hos Agri Nord, som fremlagde resultater for medlemmer hos Agri Nord, Djursland Landboforening og LandboThy i forbindelse med den årlige kongres i Aalborg.

Soholdernes jubelår med rekordnoteringer omkring sommeren, hvor særligt puljenoteringerne i ind- og udland gav store smil på læben, kan også aflæses i 2017-resultaterne.

Dækningsbidraget gik op fra 5,4 mio. kr. i 2016 til 6,4 mio. kr. i 2017.

Medvirkende til fremgangen har blandt andet været en merpris på 30 kgs-grise på 58 kr., højere dækningsbidrag fra marken, og at det gennemsnitlige antal fravænnede smågrise pr. årsso er løftet fra 31,2 grise i 2016 til 32,1 grise i 2017.

Fremstillingsprisen er også gået den rigtige vej hjulpet på vej af et år med lave foderomkostninger. Den gennemsnitlige soholder havde i 2017 en fremstillingspris på 353 kr. mod 362 kr. i 2016. Den bedste tredjedel har også mindsket foderomkostningerne: fra 328 kr. i 2016 til 322 kr. i 2017.

Resultatopgørelsen for sobesætninger udviser et resultat før skat på 2,4 mio. kr. i 2017 mod 1,6 mio. kr. i 2016. En stor del af resultatet er gået til investeringer, mens der er 158.000 kr. til rest til afdrag.

»Soholderne har haft to fantastiske år. De vil begynde at snakke om 2017 som et særligt år frem for 2001. Der har ikke været mange afdrag. En stor af overskuddet er brugt til investeringer«, kommenterede Jørgen Cæsar Jensen, virksomhedsrådgiver hos Agri Nord, tallene.

 

Dækningsbidrag gik frem for slagtesvineproducenter

Tilsvarende opgørelse for slagtesvineproducenter viser et dækningsbidrag. som er løftet omkring en halv mio. kr. til 3,6 mio. kr.

Fremgangen skyldes blandet andet, at noteringen gik frem i 2017 og DB fra marken gik væsentligt frem.

Resultatet før skat landede på 964.000 kr. i 2017 mod 962.000 kr. i 2016. Grundet til forskellen ikke er større, skyldes at opgørelsen dækker både Tican- og Danish Crown-leverandører. I 2017 gav det bonus til Danish Crown-andelshaverne, idet de fik penge i hånden for Plumrose-salget, mens det året før var Tican-leverandørerne som blev belønnet i forbindelse med Tönnies’ overtagelse af Tican.

Investeringerne overgår imidlertid resultatet før investeringer og afdrag, så der er et minus på 525.000 kr. til afdrag.

Ser man på de mere produktionsmæssige nøgletal for slagtesvineproducenterne, så er der hentet lidt på foderprisen.

I lighed med soholderne er foderomkostningerne faldet - men dog kun en kr. til 350 kr. i 2017. Den bedste tredjedel er kun marginalt bedre med 346 kr. i foderomkostninger.

Til gengæld klarer denne gruppe sig væsentligt bedre på fremstillingsprisen, som er opgjort til 10,14 kr. mod 10,62 kr. for gennemsnitsgruppen.

Dækningsbidraget har Agri Nords driftsøkonomer opgjort til 145 kr. for den gennemsnitslige slagtesvineproducent mod 134 kr. i 2016. Den bedste tredjedel er et stykke over med 173 kr. I 2016 var tallet 147 kr.

Dårligere tider forude

Prognosen for 2018 ser straks anderledes ud. Her forventes for soholdere et driftresultat på 392.000 kr., mens slagtesvineproducenter må tage til takke med et driftresultat på minus 37.000 kr.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.

Seneste videoer

Se alle