Nyt staldbyggeri til 600 søer - overvejer FT30-stier

Rikke og Daniel Monrad håber, at de i løbet af 2022 sætter spaden i jorden til et nybyggeri til 600 opformeringssøer. De overvejer lige nu, om stalden skal indrettes med FT30 stier, så smågrisene bliver gående i farestalden.

FT30-stier har aldrig slået an i Danmark, mens de er ret udbredte i Norge.

Det er da også erfaringer fra Norge, der har inspireret Daniel Monrad til at overveje FT30-stier, når der skal bygges en ny stald på Horskærgård.

»Det reducerer mængden af flytninger, og man forstyrrer ikke smågrisene omkring fravænning, hvor de er særligt sårbare«, forklarer Daniel Monrad.

Han mener også, at FT30-stier vil være en fordel, når det om godt et år ikke længere er tilladt at bruge zink efter fravænning.

I en stald med FT30 stier slipper man helt for at bygge smågrisestier.

Til gengæld skal man omtrent bygge dobbelt så mange farestier end ellers.

Overraskelser

Der gik slagtesvin i den nuværende poltestald på Horskærgård, da Rikke og Daniel Monrad overtog ejendommen i 2019.

Derfor havde de lidt svært ved på forhånd at vurdere staldens tilstand. Da den blev tom, stod det klart, at der var behov for en del renovering af stalden, der blev bygget i 2003.

»Vi udskiftede 11 af 14 ventilatorer, købte en del nye foderautomater og renoverede fodringsanlægget. Regningen løb op i en kvart mio. kr. Det var noget mere, end vi havde forudset«, fortæller Daniel Monrad om det, der har overrasket ham mest ved overtagelsen.

En anden overraskelse i forbindelse med købet var, at familiens gamle pengeinstitut pludselig ikke ville være med til finansiere gårdkøbet.

Han og forældrene havde ellers været til møde ugen forinden, hvor banken havde sagt god for købet. Da Daniel Monrad kontakter banken nogle dage senere og fortæller, at slutsedlen er underskrevet, sprang banken pludselig fra.

»Da blev jeg godt nok gal«, lyder det fra Daniel Monrad.

Hans råd til andre i samme situation er derfor ikke at lade sig nøje med et mundtligt tilsagn, men altid at få det skriftligt.

Heldigvis fik de hurtigt en aftale med Nykredit om finansiering, så nu har Nykredit al finansiering af både forældrenes ejendom Eskely og af Horskærgård.

Emneord PLUS

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.

Seneste videoer

Se alle