Nyt storslagteri: Belgiske slagterier går sammen

Westvlees og Covalis har intentioner om at fusionere og skabe Belgian Pork Group.

To belgiske storslagterier har offentliggjort, at de ønsker at fusionere.

Motivationen er at skabe en slagterikoncern, der er stærk nok til at klare sig i den europæiske konkurrence, skriver de i en pressemeddelelse. Den nye koncern skal hedde Belgian Pork Group.

Westvlees er en 50 år gammel, familieejet virksomhed, der slagter to mio. svin om året med en omsætning på 450 mio. euro. Eksporten udgør 45 pct. af omsætningen.  Der er ca. 1.500 medarbejdere fordelt på fire produktionsenheder, med hovedkontor i Westrozebeke.

Covalis er ejet af Covavee, der er et kooperativ af omkring 700 svineproducenter og Agri Investment Fond (AIF), der er ejet af Groep Boerenbond, der er den største landbrugsorganisation i den nordlige region Flandern. Covalis slagter 2,2 mio. svin om året, hvoraf de 85 procent kommer fra svineproducenterne, der er medejere af selskabet.  De har 200 ansatte og en omsætning på 320 mio. euro. De har hovedkvarter i Leuven og to slagterier. Eksporten udgør 60 pct. af omsætningen.

"Med oprettelsen af Belgian Pork Group styrker partnerne - Westvlees, Covavee og AIF - kæden af den belgiske svineproduktion med et ønske om at reagere på den igangværende krise i sektoren," skriver Groep Boerenbond i en pressemeddelelse.

Ifølge Globalmeatnews.com vil Belgian Pork Group være blandt de 10 største europæiske slagterikoncerner på svineområdet. De vil tilsammen slagte over fire mio. svin om året og stå for over en tredjedel af de belgiske slagtninger.

Fusionen skal nu godkendes af de belgiske konkurrencemyndigheder.

Emneord slagtning

Relaterede artikler

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.

Seneste videoer

Se alle