Nyt svinepest-udbrud udløste diskussion om vildsvinehegn på årsmøde

Det danske vildsvinehegn kom til diskussion, da SvineVets årsmøde blev afholdt.

Opførelsen af vildsvinehegnet i Danmark tilbage i 2019 har formentlig bidraget til, at bestanden af vildsvin i Danmark er bragt ned til omkring nul.

Det har været en succes og er en succes. Det var påstanden fra Christian Fink Hansen, sektordirektør hos Seges Gris, da han var inviteret som indlægsholder til SvineVets årsmøde på Agerskov Kro i sidste uge. I sit indlæg manede han til ro trods nyt udbrud af afrikansk svinepest ved Rostock.

Luk hegnet effektivt

Men en tilhører var alt andet end rolig med reference til det eksisterende vildsvinehegn i Danmark og de godt 20 åbninger, der er i hegnet som følge af vandløb og Schengen-grænseovergange.

"Jeg vil enormt gerne have et effektivt hegn, og det synes jeg ikke, der er. Man kunne lige så godt have taget tyren ved hornene, og de 20-30 steder, der er åbninger i hegnet, kunne man have lagt et Texas-fence eller færiste, og det kunne man også have gjort ved grænsen, hvor man alligevel skal ned i fart for at komme over grænsen. Jeg har svært ved at forstå, at man har fået det kompromis, det (hegnet, red.) er. Jeg ved godt, det er en politisk løsning, men I skal blive ved med at pumpe dem (myndighederne, red), så vi får lukket hegnet effektivt", lød meldingen.

"Jeg mener, hegnet er en succes på trods af de åbninger, der er, hvor der bliver anvendt duftspærre. Det er en politisk beslutning, om man vil noget andet, men vi skal tænke os godt om, hvis vi hegner helt ud til motorvejen. En tåget nat, og så står der 50 krondyr derude, det skal man lige have med i baghovedet den dag, en familie banker ind i dem", sagde han og nævnte, at yderligere overvågning ved vildsvinehegnet kan være en løsning, hvis truslen med afrikansk svinepest kommer tættere på Danmark.

Forebyggende indsats med at forhindre vildsvin i at komme nord for Kieler-kanalen var også på bordet, men det er ifølge Christian Fink Hansen en postgang for sent.

For mens der tidligere var ganske få vildsvin nord for kanalen, og der blev udloddet præmie til dem, som skød eventuelle vildsvin, er opgaven med at udrydde vildsvin nord for kanalen langt større i dag.

"Det sidste estimat for Schleswig-Holstein lå på 75.000 vildsvin. Det er en kæmpe, kæmpe opgave for at beskytte relativt få tyske producenter", sagde han.

Faktaboks

3 andre emmer fra årsmødet

  1. Optimal afregning: Med de aktuelle foderpriser og noteringer er optimum for det optimale DB for et slagtesvin præget af en flad kurve. Det vil sige, at om vægten hedder 82 el. 86 kg, er der kun cirka en kr. i forskel pr. kg pr. gris. DB inden for basisvægten er sølle otte kr, oplyste DC Ejerservice.
  2. Vacciner: Jakob Bagger fra Zoetis fortalte, at der arbejdes intenst på at integrere flere vacciner i en for at gøre vaccinearbejdet i stalden nemmere. Lawsonia-vacciner nævnte han som eksempel på en vaccine, der kan blive en del af andre vacciner.
  3. Tyske problemer: Christian Fink Hansen nævnte i sit indlæg, at 6.000 svineproducenter i Tyskland er stoppet i indeværende år. Samtidig er selvforsyningsgraden af smågrise falder til omkring 78 procent.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.

Seneste videoer

Se alle