Oplær medarbejderne bedre hvis du vil undgå svinepest

Afrikansk svinepest og nyt speciale, der viser utilstrækkelig oplæring af udenlandske medarbejdere, kan spolere de høje svinenoteringer, advarer svinedirektør.

Svineproducenter oplærer ikke deres udenlandske medarbejdere tilstrækkeligt.

Over halvdelen ved ikke, hvad SPF-sundhedsstatus betyder, en tredjedel er ikke opmærksomme på de danske smittebeskyttelsesregler og måske mest kritisk: 46 procent har ikke fået information fra arbejdsgiveren om regler for mad medbragt fra udlandet.

Skuffet og bange direktør

Christian Fink Hansen, sektordirektør hos Seges Svineproduktion, talte med store bogstaver til de flere end 250 svineproducenter og medarbejdere, som forleden deltog i VKSTs årsmøde for svineproducenter.

»Resultatet af specialet bag ved mig er jeg både skuffet og bange over«, indledte han.

Baggrunden er et nyligt udgivet speciale fra en dyrlægestuderende om ukrainske medarbejdere i dansk svineproduktion, som viser store mangler ved oplæring af medarbejderne.

»Det her, kære venner, det dur ikke. Det er vi nødt til at hjælpe hinanden med at gøre noget ved, for ellers stopper festen. Derfor kan jeg kun appellere til: Tag nu snakken igen og igen. Brug de materialer, vi har. Onlinekurser og faktaark og så videre«, sagde Christian Fink Hansen.

Trussel inde- og udefra

Festen, som han hentydede til, er den aktuelle prisfest, som ikke bare potentielt trues indefra, hvis en medarbejder f.eks. tager udenlandsk kødpålæg med afrikansk svinepest med i medarbejderkantinen, men også udefra, og særligt afrikansk svinepest i det vestlige Polen får i tiden opmærksomhed, fordi det nærmer sig Tyskland.

Her kunne han berolige forsamlingen med, at et udbrud af den frygtede svinesygdom i Tyskland nok ikke har de store konsekvenser set med danske briller.

»Hvis svinepesten kommer ind i Tyskland, kommer det meget an på, hvor det rammer. Går det som forventet og rammer i den østlige del af Tyskland, er der kun fem procent af vores smågrise, der kører over i det område. Selvfølgelig vil der komme en markedsreaktion, men festen stopper ikke. Hopper det over i den vestlige del af Tyskland, bliver fortællingen en helt anden«, fremhævede han.

Emneord PLUS

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.

Seneste videoer

Se alle