Opsang til svineproducenter: Grillgrise skal overholde tilbageholdelsestid

Hvis en gris behandles med toltrazuril, når den er få dage gammel, og efterfølgende slagtes, når den vejer 10-30 kg, er der meget stor sandsynlighed for, at tilbageholdelsestiden ikke er overholdt, skriver Fødevarestyrelsen i en meddelelse.

Det er vigtigt at overholde at overholde tilbageholdelsestiden, når grise med lav slagtevægt – såkaldte grillgrise – sendes til slagtning.

Det indskærper Fødevarestyrelsen i en meddelelse på deres hjemmeside.

"Fødevarestyrelsen har konstateret, at et stigende antal landmænd leverer grillgrise med en vægt helt ned til 10 kg til slagtning. Det må man gerne, så længe man sørger for, at tilbageholdelsestiden efter behandling med lægemidler er overholdt", hedder det i meddelelsen, der fortsætter:

"Samtidig har Fødevarestyrelsen konstateret, at der til en stor del af de besætninger, der har leveret grillgrise til slagtning, er ordineret lægemidler med det aktive indholdsstof toltrazuril.

Lægemidler med toltrazuril anvendes til behandling mod coccidiose, når grisene er få dage gamle. Lægemidler med toltrazuril har en lang tilbageholdelsestid varierende mellem 73 og 78 dage.

Det betyder, at hvis en gris behandles med toltrazuril, når den er få dage gammel, og efterfølgende slagtes, når den vejer 10-30 kg, så er der meget stor sandsynlighed for, at tilbageholdelsestiden ikke er overholdt."

Styrelsen understreger, at hvis dyr leveres til slagtning uden at tilbageholdelsestiden er overholdt, er der betydelig risiko for, at de indeholder lægemiddelrester over de fastsatte grænseværdier. Og det indebærer en risiko for fødevaresikkerheden og folkesundheden.

Det er landmandens ansvar at sørge for, at hun eller han ikke leverer dyr til slagtning, der er omfattet af en tilbageholdelsestid.

Overtrædelser af reglerne vil blive sagsbehandlet af Fødevarestyrelsen og passende sanktioneret, understreger styrelsen.

sbu

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.

Seneste videoer

Se alle