Overblik: Svinepesten spreder sig som steppebrand i Kina

Den frygtede og dødelige svinepest spreder sig i verdens største forbruger af svinekød, Kina. 18 udbrud i seks provinser med tusind kilometer mellem udbruddene bekymrer eksperter.

Siden Kina i august konstaterede det første udbrud af svinepest langt mod nord i byen Shenyang i Liaoning-provinsen 200 kilometer fra Nordkorea har smitten spredt sig hurtigt og langt. 

På godt fem uger er antallet af udbrud vokset til 18 udbrud fordelt på seks provinser, hvoraf nogle ligger mere end 1000 kilometer fra første udbrud, lyder det fra de kinesiske myndigheder.

Antallet af rapporterede udbrud er steget heftig, og en kortlægning af bare de første otte udbrud viser, hvor stor spredningen er geografisk i Kina allerede.

Få overblikket over de første otte udbrud i de seks ramte provinser ved at klikke på billedet her:

kan være flere udbrud

"Det er meget, meget alvorligt. De kinesiske myndigheder forsøger at inddæmme sygdommen ved at slå smittede besætninger ned, men der kan stadig være besætninger, der er ramt, som myndighederne ikke kender til", siger professor i virologi ved Veterinærinstituttet på Danmarks Tekniske Universitet (DTU) Anette Bøtner, der hæfter sig ved, at udbruddene ligger langt fra hinanden:

"Det har allerede spredt sig langt, og der er ingen vaccine, så det er vanskeligt. Her i Europa har vi heller ikke ligefrem held med at få det stoppet".

Fredag i sidste uge indkaldte FN's fødevareorganisation FAO til krisemøde med svinepest på dagsordenen.

"Mig bekendt er det ikke noget, de gør ret tit, så det siger da helt klart noget om situationens alvor", siger professoren.

storbyer mangler allerede

Kina er verdens største forbruger af svinekød og importerede sidste år 2,3 mio. tons svinekød ud af et samlet forbrug på 55 mio. tons. 

De mange kinesiske udbrud og medfølgende tiltag i produktionen kan få stor betydning for kinesisk import.

"Når man ser de stigende priser på svinekød i mange provinser, vil Kina snart få brug for at øge sin import. Der er allerede mangel på svinekød i store byer som Beijing og Shanghai", siger senioranalytiker ved hollandske Rabobank Pan Chenjun til nyhedsbureauet Reuters.

betydning for danmark er usikker

Herhjemme tør områdedirektør for fødevare- og veterinærforhold Jens Munk Ebbesen ikke spå om, hvad det kan få af betydning for dansk eksport.

"Det er simpelthen for tidligt at sige noget om endnu, for Kina producerer stadig store mængder og kan handle internt. Det kan være, at de skruer op for produktionen i sygedomsfri områder for at dække sig ind - det har vi set før", siger han.

Jens Munk Ebbesen hæfter sig ved, at spredningen er sket over så store afstande, som det er tilfældet.

"På en måned har smitten flyttet sig tusindevis af kilometer. Det er alarmerende, og vi holder godt øje med udviklingen. Vi forsøger at finde mønstre og metoder, der kan gøre os klogere på at stoppe spredningen her i Europa", siger han.

Når svinepesten kommer - ikke hvis

Ved FAO's krisemøde deltog eksperter fra ni omkringliggende lande til Kina, som FAO vurderer er i størst fare for spredning, samt eksperter fra FAO og fra europæiske lande. 

Det mest iøjenfaldende budskab fra mødet lød, at de omkringliggende lande skal forberede sig på når, ikke hvis, svinepesten kommer. 

Mødet endte desuden med at man oprettede et specialiseret regionalt netværk med fokus på svinepesten.

spreder sig via kødprodukter

Markedsanalytiker Karsten Flemin hos Landbrug & Fødevarer følger udviklingen tæt, og han spekulerer i, om smitten har kunnet sprede sig via fødevarer. 

”Når udbruddene er så langt fra hinanden, som de er, så kan man mistænke at der er spredt smitte via kødprodukter”, siger Karsten Flemin, markedsanalytiker hos Landbrug & Fødevarer, der desuden skriver i sin markedsanalyse for uge 37:

"Sygdommen er vanskelig at bekæmpe, da afrikansk svinepest virus kan overleve i måneder i kødprodukter, dyrefoder og køkkenaffald, hedder det i en udtalelse fra FAO".

dansk farm mærker konsekvenserne

Sygdommen truer allerede nu en række danskejede kæmpefarme i Kina, hvor den allerstørste, Scandinavian Farms, allerede kan mærke konsekvenserne.

Den danskejede kæmpefarm producerer årligt 350.000 slagtesvin, men er nu blevet afskåret fra at levere grise til slagteriet, skriver Jyllands-Posten.

"For to uger siden blev der konstateret svinepest på en gård omkring 60 km. fra vores farm. Dermed bliver vi omfattet af en karantænezone, hvori der ikke må transporteres dyr. Det betyder, at vi er afskåret fra at flytte smågrise fra vores sobesætning og heller ikke kan levere grise til slagteriet," fortæller Claus Ewers, der er direktør i Scandinavian Farms Invest, som ejer 72 pct. af kæmpefarmen, til JP.

Foreløbig kan Scandinavian Farms håndtere udfordringerne, men selskabet skal under normale omstændigheder sende 6.700 svin til slagteriet hver uge, så der vil snart opstå pladsproblemer i staldene.

Hvilke tiltag har man indført?

Der er ingen vaccine mod afrikansk svinepest, og dødeligheden er 100 procent, når først en gris er smittet med sygdommmen.

De kinesiske myndigheder har forsøgt at bekæmpe sygdommen ved at indføre følgende tiltag efter hvert udbrud:

  • Den ramte bedrift/besætning slås ned, og dyrene skaffes væk på en sikker måde
  • Desuden slås bedrifter ned præventivt, per 1. september var 38.000 svin slået ned
  • Markeder med levende dyr, i den berørte region, lukkes midlertidigt
  • Transport af levende dyr til- og fra den ramte provins forbydes
  • Lokale forbydes at fodre grise med ubehandlet madaffald

Desuden har kinesiske myndigheder indført følgende:

  • Forbud mod at transportere dyr igennem de ramte provinser, dette var netop tilfældet ved udbruddet i Zhengzhou i Henan-provinsen. Her var en svinetransport med inficerede dyr fra Heilongjiang-provinsen kørt gennem Liaoning-provinsen, hvor første udbrud konstateredes. Desuden var transporten kørt gennem en række provinser, hvor der endnu ikke er konstateret svinepest.  
  • Fri jagt på vildsvin. Kina anslås at have en vildsvinebestand på op mod 35 millioner dyr, og hidtil har farmerne kun måttet skyde det ellers fredede dyr, hvis de har kunnet påvise tydelige vildsvineskader på deres afgrøder. Vildsvin kan bære afrikansk svinepest uden at vise symptomer, og de kan derfor være en del af spredningen.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.

Seneste videoer

Se alle