Pas på, ændret fodersammensætning kan give afvigelse fra normer

Når vi kommer i besætninger, der blander foder selv, ser vi ofte, at der ikke er overensstemmelse mellem blandevejledningen og det, der er tastet i fodercomputeren, siger rådgiver.

Hvis du ændrer på fodersammensætningen, skal du være sikker på at den nye blanding lever op til normerne. Det er nemlig ikke en selvfølge.

Sådan lyder advarslen fra rådgiver Jonas From Katholm i det seneste nyhedsbrev fra SvineRådgivningen

"Som hjemmeblander har man mange fordele. En af dem er, at man lynhurtigt kan reagere, hvis grisene viser tegn på, at der noget galt. Hvis smågrisene pludselig får diarre, kan man fjerne noget protein fra blandingen.

Og på samme måde, hvis søerne ikke malker tilfredsstillende, kan man tilføre lidt mere protein. Det er jo en dejlig frihed at have, men man skal passe på", understreger rådgiveren.

Manglende overensstemmelse

"Når vi kommer i besætninger, der blander foder selv, ser vi ofte, at der ikke er overensstemmelse mellem blandevejledningen og det, der er tastet i fodercomputeren.

Konsekvensen, når man sænker indholdet af proteinfodermiddel i blandingen, er selvfølgelig, at indholdet af råprotein falder. Derudover sker der også en reduktion i aminosyrerne, hvilket kan resultere i højere foderforbrug samt lavere daglig tilvækst," lyder det fra Jonas From Katholm.
 
Hvis man, i en standardblanding til smågrise, skifter 2 pct. sojaskrå ud med korn, falder det fordøjelige råprotein således med 6-7 gram. Derudover falder lysin med ca. 5 pct. Det bliver et problem, fordi lysin er den først begrænsende aminosyre.

En bedre løsning kunne være at supplere med en anden proteinkilde, der er lettere for grisene at fordøje og på den måde stadig overholde normerne for aminosyrer.

Alternativt skal mineralblandingen måske opdateres, så den passer med foderets nye sammensætning og blandingen igen kan leve op til normerne, anbefaler rådgiveren.

Jonas From Katholm anbefaler, at man kontakter sin konsulent, hvis man er i tvivl om, hvorvidt en blanding lever op til normerne.

Emneord PLUS

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.

Seneste videoer

Se alle