Porcilis PCV M Hyo gavner hos smågrise

På basis af data fra 20 danske smågrisebesætninger får man et lidt overraskende resultat af vaccinens effekt.

Da 20 danske besætninger med i alt 650.000 producerede smågrise begyndte at vaccinere med Porcilis PCV M Hyo, opnåede de i gennemsnit en dødelighed 0,4 procentpoint lavere end året forud, foderforbruget faldt 0,06 foderenheder pr. kg og den daglige tilvækst steg 5 g.

Selvom forbedringerne kan forekomme små, glæder de dyrlæge John Haugegaard, MSD, der markedsfører vaccinen i Danmark.

»Det er egentlig først i perioden fra 30 kg og frem til slagtning, at vi forventer fuld effekt af vaccinen, men data viser, at vi også har gevinst før 30 kg«, siger dyrlægen.

Tidligere har der endda været en opfattelse af, at vaccination af smågrise kunne koste tilvækst og foderforbrug i perioden op til 30 kg.

»Det kan vi altså tilbagevise med disse data«, lyder det fra John Haugegaard.

Der er data for perioden fra 30 kg og frem til slagtning på vej til publicering.

Data for smågrisene blev indsamlet i en periode på 12 måneder forud for vaccinationen og 12 måneder, efter at vaccinationen var fuldt gennemført i besætningerne.

Til gengæld for at datamaterialet er stort, må man undvære at kunne skelne, om ændringen i effektivitet skyldes den pågældende vaccine, eller om der er helt andre årsager, herunder f.eks. generel avlsfremgang.

»Med 20 besætninger og over 650.000 smågrise årligt er det et meget stort og dermed ganske sikkert bud på, hvilken effekt en gennemsnitsbesætning vil opleve«, lyder det imidlertid fra John Haugegaard.

Dyrlæger: Vi ser effekt

Hos Ø-Vet genkender direktør, dyrlæge Ken Steen Pedersen billedet af, at der generelt er effekt af både mycoplasma- og pcv2-vacciner.

»Effekten af vaccination mod mycoplasma og pcv2 er forskellig fra besætning til besætning, men generelt er der økonomisk gevinst ved at vaccinere«, forklarer han.

Når forbruget er steget de seneste år, skyldes det primært tre forhold: Rimelige vaccinepriser, gult kort og krav fra udenlandsk køber.

Dyrlæge Anders Elvstrøm, Danvet, peger også på, at vaccination sker fordi en udenlandsk køber kræver det.

»Selvom nogle besætninger vaccinerer på grund af kundekrav, ser vi også en udmærket effekt i mange besætninger«, lyder det fra Anders Elvstrøm.

De peger begge på, at danske svineproducenter er omkostningsbevidste, og vil se en økonomisk gevinst for at fortsætte en vaccination.

Faktaboks

Høj vaccinationsandel

  • Skønsmæssigt bliver tre ud af fire grise med mycoplasma vaccineret
  • Omkring en ud af tre grise bliver vaccineret mod pcv2

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.

Seneste videoer

Se alle