Producent af slagtesvin: Tæt på alle grise har fået ny vaccine - håber det retter op

Blog fra grisebedriften: Simon Wulff Sørensen nærmer sig et svar på, om skift af mycoplasma-vaccine løser sundhedsproblemene hos nogle af grisene. I halvdelen af stierne er der skiftet til nye halmhække med ekstra godstykkelse, efter de gamle er stået af overraskende tidligt.

Af Simon Wulff Sørensen - fortalt til Stig Bundgaard

Det går generelt fint i staldene, som det også fremgår af den seneste e-kontrol fra midt oktober.

Det overrasker mig lidt. Faktisk går det bedre, end jeg måler med øjnene, og forklaringen er nok, at jeg har gået og stirret mig blind på nogle udfordringer hos et fåtal af grisene.

I 3. kvartal var foderforbruget 2,59 FE pr. kg tilvækst, tilvæksten på 1.050 gram pr. dag og kødprocenten på 62,8. Det er bedre på alle parametre end det foregående kvartal. 

Grisene er vejet på sædvanlig vis, så tallene for 3. kvartal skulle være gode nok. Gennemsnitsvægten var 78 kg pr. slagtegris, og hvis jeg ændrer til plus/minus 1 kg boner det kun marginalt ud, fx med en ændring på 0,02 FE i foderforbruget. 

Det går generelt godt i staldene, og nøgletallene er fine. Eneste anmærkning er, at nogle få grise står af eller kommer bagefter - hvorfor, ved vi ikke helt sikkert endnu. Privatfoto

Enkelte skrantende grise giver bøvl

Den eneste anmærkning i stalden er, at jeg endnu ikke har fundet ud af, hvorfor nogle af grisene får hoste og diarre, og som konsekvens står helt af eller kommer op til en måned bagud.

Det gør det desværre mere bøvlet at passe grisene, at der på hvert ugehold er 15-20 restgrise, som kommer op til en måned bagud i væksten. Det fører et større flytteri af grise med sig - og samtidig er vi også bagud med levering til slagt.

Jeg mener, uden at prøverne entydigt har vist noget, at problemerne kan skyldes, at vaccinen mod mycoplasma ikke har god nok effekt længere. Modsat er vi ifølge prøverne dækket godt ind med pcv2-vaccination.  

Vores smågriseleverandør har derfor skiftet til en anden mycoplasma-vaccine for et par måneder siden, og vi går nu og venter på at effekten af den nye vaccine - forhåbentlig – slår igennem, når alle grise i staldene om et par uger vil være vaccineret med det nye produkt. Så skal det helst vende.

I denne uge skal dyrlægen tage nye prøver, og så må vi igen prøve at kigge tallene, og se om noget stikker afgørende ud. 

 

I den ældste havldel af stierne har vi monteret nye halmhække med større godstykkelse.

Nye robuste halmhække

Lige nu går vi og bruger tid på forskellige småting.

I den ældste halvdel af stierne, cirka 170 stier, har vi udskiftet halmhække. De gamle halmhække, der har fungeret fire-fem år, var åbenbart bygget for spinkelt, for de er hurtigt blev slidt ned.

Derfor har vi nu monteret nye halmhække af fabrikatet Jyden Bur, galvaniserede og med en godstykkelse på ca. 12 mm. 

Til den anden halvdel af stierne er der indkøbt nye halmhække af samme model, men de gamle får lov til at blive siddende et par år yderligere, indtil de også er slidt ned.

De gamle halmhække stod af uventet tidligt.

Ekstra vand i vådfoderet

Vi er for nylig begyndt at fodre med rug af ny høst, og det kræver hvert år at vi justerer vandmængden, så foderkonsistensen bliver passende, og foderet kan pumpes rundt i systemet.

På den anden side er det min erfaring at omrøring af foder med en høj rugandel har tendens til at skumme ekstra meget, så foderblandingen må heller ikke være for tynd, så omrøringen skaber lufthuller i fodersuppen med risiko for fermentering. Jeg ville være træt at det, hvis det blev nødvendigt at tilsætte antifermacid.

Justering af vandmængden er især nødvendigt for foderet til de største slagtegrise, der får en foderblanding med 55 procent rug. Det er en udfordring, vi har i højere grad for rug, end for de andre kornarter, og jeg kender ikke den specifikke årsag til det.

I år har det været nødvendigt at opjustere vandindholdet i foderblandingen med 0,5 procent. 

Jeg kan holde øje med transporten af vådfoderet i gennemsigtige rørdele.

Kødprocent er stabil

Efter skifte til ny korn af høst holder jeg også nøje øje med kødprocenten. Den holder sig heldigvis stabil på ca. 62,8 procent i snit. Det er godt for vores afsætning af Englands-grise, hvor vi holder en høj godkendelsesprocent på 96-98.

Vi kønssorterer grisene, og det betyder, at vi om nødvendigt kan vælge at levere galtgrisene før sogrisene, idet galtgrisenes kurve for kødprocenten som funktion af stigende vægt knækker først.

Nogle gange kan slagtevægten godt komme op på 94-95 kg, og selv om det selvfølgelig koster ekstra kroner til foder, mener jeg at vi tjener penge på de ekstra kg.

Faktaboks

Simon Wulff Sørensen

  • 33 år, produktionsleder i grisestalden på bedriften Thorsølund. Bedriften er ejet af Cay Wulff Sørensen,  far til Simon, og han står for markbruget.
  • Uddannet produktionsleder fra Bygholm i 2011
  • Ansat på Thorsølund siden 2011
  • Produktion af ca. 20.000 slagtesvin årligt, indkøb af 30 kilos grise
  • Anlægget består af 13 sektioner med i snit 380 stipladser. Halvdelen af anlægget er fra 90erne og 00erne, den halvdel fra 2018.
  • Hjemmeblander, 100 procent selvforsyning med korn. Vådfodring fire gange i døgnet med op til 55 procent rug.
  • 550 hektar markbrug. Til høst 2022: 250 hektar vinterrug, 100 hektar vårbyg, 100 hektar vinterhvede, 80 hektar vinterraps
  • Produktionstal 3. kvartal 2021: 2,59 FE pr. kg tilvækst, 1.050 gram tilvækst pr. dag, kødprocent 62,8 ​​​​

Emneord PLUS

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.

Seneste videoer

Se alle