Prognose sender smågrisepriser ned

Danske Svineproducenter nedjusterer prognosen for smågrise i 2. kvartal. Resten af året er uændret.

Der er lys forude for den tyske smågrisenotering Nord-West-noteringen, som tilbage i uge 20 faldt med tre euro som følge af den tyske slagtesvinenotering, der dykkede kraftigt.

Siden er slagtesvinene gået op, og det vil også kunne mærkes snarest for smågrisenoteringen.

Den trykkede prissætning tidligere på året får dog Danske Svineproducenter til at nedjustere prisen på smågrise afregnet efter Nord-West-noteringen.

Nedgang på to euro

Prognosen i juni nedjusteres således med to euro i forhold til prognosen i januar. Forventningerne til 3. og 4. kvartal fastholdes fra januar-prognosen.

»Selvom prognosen for 2. kvartal nedjusteres, forventes det dog, at Nord-West-noteringen for smågrise fortsat vil stige de kommende uger, dels grundet en stigning i slagtesvinenoteringen og dels grundet det sædvanlige sæsonopsving, som vi vil se i den kommende periode. Nedjusteringen er kun 2 euro, da prisfaldet vil vare i en kort periode, idet priserne står foran en stigning«, anfører Danske Svineproducenter i prognosen.

Med nedjusteringen er prognosen for 2. kvartal på 49 euro. 3. og 4. kvartal lyder på 46 og 42 euro.

Danske Svineproducenter konstaterer endvidere, at 1. kvartal bød på en stigning på 5,4 procent i eksporten af danske smågrise i forhold til samme periode sidste år. Samlet blev der solgt 3,65 mio. smågrise til udlandet, og det er ny rekord for eksporten. Fortsætter udviklingen lander smågriseeksporten på 15,2 mio. smågrise i år.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.

Seneste videoer

Se alle