Rådgiver: Her er 5 hammergode tips til din smågriseproduktion

Svinekonsulent deler ud af gode tips fra smågrisestaldene.

Af Jakob Nielsen, VKST svinerådgivning 

Jeg besøger en del smågrisestalde i øjeblikket, og jeg ser nogle gennemgående tiltag, der virker hammergodt. 

Forbrug af hver blanding 

Generelt bruges der for meget af de to første dyre blandinger (6-9 kg + 9-15 kg).

Dette giver selvsagt en højere foderomkostning pr. kg tilvækst, idet den gennemsnitlige pris pr. FE bliver højere og samtidig mangler der tilvækst, især hvis 9-15 kg blandingen er optimeret efter skånenorm med lav protein og energi.

Som tommelfingerregel skal der bruge 5 FE pr. gris fra 6-9 kg, 12 FE fra 9-15 kg, mens forbruget af 15-30 kg blandingen afhænger af afgangsvægten.

Hvornår skal grisene rykkes videre på den næste blanding?

Nogle er hammerdygtige til at skifte foderet korrekt via øjemål, hvilket tilgodeser variation i indsættelsesvægten.

Andre har behov for en retningslinje der beskriver i dage fra indsættelse, hvornår og hvilke stier skal skiftes.

Vi har gode erfaringer med følgende strategier:

Kun 1 foderstreng i sektionen = 6-9 kg foder i 14 dage + 9-15 kg foder i 14 dage. Hermed er alle grise på 15-30 kg foder efter 28 dage. Mindste grise kan eventuelt fodres manuelt i lidt flere dage med foregående blanding.  

2 foderstrenge i sektionen = grisene sorteres i XL, medium og small og fodres på 6-9 kg foder i 7 dage (XL), 10 dage (M), og 14 dage (small). Herfra fodres grisene 14 dage på 9-15 kg foder. Dermed skiftes der til 15-30 kg foder dag 21 (XL), dag 24 (M) og dag 28-35 (small) 

Systematik på smågrisene

Besætninger, der har gennemgået deres rutiner og systematiseret dem, har et kanonoverblik og performer generelt bedre.

Vi har gode erfaring med DayPlan pr. sektion. Her er de daglige rutiner nedskrevet for den enkle dag med start på -5 dage før indsættelse og indtil salg. Der hænger en DayPlan for hver sektion, som personalet krydser af på, når rutinen for dagen er udført. 

Dermed ved man altid, hvor mange dage grisene har været i sektionen siden indsættelse og har derfor en langt bedre fornemmelse af, hvilket foder og klimastyring de burde have. 

DayPlanen er konkret uden at gå i detaljer og fylder et A4-ark. Konkret betyder eksempelvis, at sti 5-6 skal åbnes for foder 9-15 kg dag 7. Konkret betyder, at temperaturen skal være 20 grader dag 28 osv.

5 skarpe til smågrisene

  • Der er DayPlan for hver sektion, som den ansvarlige for besætningen følger op på 
  • Forbruget af hver blanding følges for hver måned opgjort i FE pr. gris
  • Døde og aflivede grise noteres med dødsårsag og følges hver måned
  • Der fodres som planlagt = iblandingsprocenter matcher optimering, og bruges der zink iblandes dette med korrekte kg pr. ton, jf. dyrlægens anvisning
  • Opblødt foder med mælk eller dextrose og konsistens som ketchup i 7 dage efter indsættelse. Tildeles minimum morgen og aften. Der skal være ædt op efter 30 min., hvorefter der efterfyldes med rent vand          

 

Emneord PLUS, Zinkfri

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.