Rådgiver med 30 års erfaring: Spørg, spørg - ellers bliver jeg bekymret

Udstyr din medarbejder i svinestalden med et klippekort, som giver frit lejde til at stille 10 spørgsmål, foreslår rådgiver.

Af Anders Peter Andersen, svinerådgiver, LMO Svin

Jeg oplever tit medarbejdere, som stiller mange spørgsmål, når jeg kommer rundt som rådgiver. Dette gælder både danske og ikke-danske medarbejdere.

Spørgsmålene viser mig, at medarbejderen meget gerne vil vide mere, hvilket jeg synes, er super fint.

Men jeg må også indrømme, at en del af spørgsmålene er nogle, som andre kollegaer eller lederen af svineproduktionen sagtens kan svare på. Og derfor spørger jeg mig selv: Hvorfor stiller medarbejderen ikke sine spørgsmål i hverdagen?

Nogle bud kunne være:

  • Medarbejderen er bange for at tabe ansigt
  • Medarbejderen har allerede stillet mange spørgsmål i denne uge
  • Medarbejderen har modtaget et uforståeligt svar på sit sidste spørgsmål

Ja, der er sikkert mange andre grunde til de manglende spørgsmål. Jeg vil derfor gerne give et bud på, hvordan der løses op for denne tilbageholdenhed.

Klippekortet

Her kommer klippekortet ind.

Medarbejderen udstyres med et klippekort, som giver ”frit lejde” til at stille 10 spørgsmål. Når klippekortet er brugt op, skal medarbejderen tage en snak med sin leder, om kvaliteten af de svar, der er blevet givet på spørgsmålene.

Jeg vil foreslå, at der laves en aftale om, at der mindst én gang pr. uge tales om, hvor mange klip der er tilbage - hvis ikke byttes klippekortet ud med et nyt i løbet af ugen.

Det er naturligvis fuldt ud tilladt at komme i løbet af ugen og få udleveret et nyt klippekort. Samtalen er mest vendt mod de uger, hvor der er klip tilovers på kortet.

Der vil helt naturligt være langt flere spørgsmål fra en nystartet elev, men det er vigtigt, at der dannes en kultur i virksomheden, som sikrer at alle bidrager med spørgsmål.

Da jeg har arbejdet med grise siden 1987, og stadigvæk lærer noget nyt hver uge, så bliver jeg bekymret, hvis jeg møder medarbejdere, som ikke har spørgsmål.

Der er en stor del af de medarbejdere, der ikke stiller spørgsmål, som ikke udnytter deres potentiale. Så spørg, spørg, spørg.

 

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.

Seneste videoer

Se alle