Rådgiver til prrs-ramte: Det er ikke jeres fejl - og det bliver bedre

Udbruddet af prrs, der ramte Hatting i Horsens tilbage i juli, har trukket overskrifter, der primært har handlet om årsager, omfang af udbruddet og eventuelt skyldsspørgsmål.

Den psykiske påvirkning på staldgangene blandt de medarbejdere, der må slæbe langt flere døde grise ud af stalden, end de er vant til, er et aspekt i prrs-debatten, som stort set ikke har fået omtale.

Men den barske dagligdag og håndteringen af den tog LMO op, da de forleden inviterede til et hasteindkaldt møde om prrs.

Frustation hos de ansatte

Og virkeligheden i de danske stalde, som de seneste måneder er blevet ramt af en prrs-variant, som er særdeles voldsom, blev malende beskrevet, da de besætninger, der var med, hver især redegjorde for, hvad de har oplevet af forandringer, siden prrs-udbruddet fra Hatting gjorde indtog i en række besætninger.

»For fem uger siden begyndte de første grise at ryste og nogle døde kort tid efter kastration. Ugen efter havde vi mange sorte og hvide grise og oplevede en høj dødelighed. Søerne gav ingen mælk, og soen kaldte ikke på grisene. Derved blev hun ikke stimuleret«, berettede en tydeligt frustreret udenlandsk medarbejder.

Frustrationerne var det vigtigt for Anders Peter Andersen, svinekonsulent hos LMO, at få frem på mødet, for at alle deltagere kunne se og høre, at de ikke var de eneste, der kæmpede med prrs.

»I kæmper hver eneste dag for at få grisene til at overleve. I bliver udmattet af situationen, hvis ikke I får noget støtte fra ejere, svinekonsulenter og dyrlæger. Derfor er det vigtigt, at I får talt med hinanden og også forstår, at I ikke står alene med problemerne«, sagde Anders Peter Andersen, svinekonsulent hos LMO.

Han beroligede det store flertal af udenlandske medarbejdere med, at prrs tager lang tid om at toppe. Derefter topper udbruddet i nogle uger og for derfra at falde langsomt ned igen.

»Det er ikke jeres fejl, og det bliver bedre. Det ved jeg, for jeg har tidligere arbejdet med grise, og jeg har været i jeres sko, da vi i 90’erne blev ramt af prrs to gange«.

LMO fastholder fokus på emnet, da de fremmødte er inviteret til et opfølgende møde for at høre om håndteringen af udbruddene i de berørte besætninger.

Det oplever vi med prrs i stalden

På sin svinegård ved Horsens-egnen mærker Henrik Nielsen, der både er bestyrelsesmedlem hos LMO og Seges Svineproduktion, også de frustrationer, der er som følge af et prrs-udbrud.

»Vi har indkaldt til det her møde, fordi jeg hjemme på min egen besætning har bemærket, at medarbejderne er påvirkede af at passe grise i det her miljø. Derfor er der meget fokus på, hvad I oplever i staldene«, sagde Henrik Nielsen, der var indleder ved LMOs møde om håndteringen af prrs.

På selvsamme møde kunne han høre en af sine kvindelige ansatte sætte ord på situationen med prrs.

»Det er snart seks uger siden, at de drægtige søer havde feber og stoppede med at æde. Vi fik kastninger, tidlige faringer, svagtfødte og dødfødte. Søerne gav ingen mælk«, berettede medarbejderen Anita.

Den værste uge i farestalden gav 13-14 levendefødte grise og 5 dødfødte - heraf var mange svagtfødte.

»Lige nu tror vi, at det går den rigtige vej. Der er kommet mere ro på. Der er ingen kastninger og heller ikke længere nogle døde søer«, sagde hun og fortsatte:

»Vi synes, det går langsomt fremad igen, men der er lang vej endnu, for farestalden fungerer slet ikke optimalt endnu«.

Hendes kollega i klimastalden mærkede også prrs-udbruddet tydeligt og betegnede de grise, der er kommet fra farestalden i de seneste 14 dage, som nogle skravl.