Rabobank: Kinas import af svinekød stiger i år

Kina forventes at øge importen af svinekød i år efter et kraftigt fald sidste år, men et øget udbud af svinekød, der presser priserne, kommer også til at præge 2018, vurderer Rabobank i sin seneste kvartalsrapport.

Lad os starte med den gode nyhed først. Kina, der sidste år trykkede kraftigt på bremsen for svineimporten, forventes i år igen at få øget appetit for udenlandsk svinekød.

Til gengæld så kommer den seneste periodes gode noteringer i svinesektorerne rundt om i verden til at kunne mærkes på udbuddet, som forventes at stige. Det meddeler Rabobank i sin seneste kvartalsrapport.

»I første kvartal 2018 forventes den globale svinekødsforsyning at blive øget yderligere primært drevet af USA, Canada og Brasilien. Kinas import af svinekød er bremset op på det seneste, men vi forventer, at den begynder at stige i resten af året«, bemærker Rabobank i sin rapport.

Med stigende efterspørgsel fra Kina ses en fortsættelse af de seneste års kamp mellem USA, EU og Canada om at erobre markedsandele i Kina.

»Kinas svinepriser har været stabile på grund af en begrænset forsyning, som er en følge af, at produktionen har været faldende grundet strammere miljøregler i 2017. Trods en forventning om forsyningsudsving i 1. kvartal 2018 fastholder vi vores prognose om, at produktionen vil fortsætte med at stige i 2018. De lokale priser vil være volatile, mens svinekødsimporten forventes at stige efter et skarpt fald i 2017«, fremgår det af rapporten.

Flere svin i Europa

Mens Kinas forventede øgning af import af svinekød stjæler overskriften, så ser Rabobank også andre forhold, som kommer til at præge svinesektoren i 2018.

I EU forventer Rabobank, at der kommer flere svin ud på markedet i begyndelsen af året som følge af en stærk profit hos svineproducenterne i en relativ kort periode, der er blevet geninvesteret i vækst.

Det øgede udbud forventes at lægge et pres på svinepriserne.

»Prisfaldet kan stimulere forbruget og eksporten - sidstnævnte er koncentreret på de asiatiske markeder, hvor Kina spiller en nøglerolle«, anfører Rabobank i sin rapport.

USAs stigende produktion på 4,3 procent er heller ikke gået ubemærket hen. Her forventer Rabobank en stærk kamp om grisene mellem hjemmemarkedet og eksportørerne. Det har allerede givet udslag i gode fortjenester for de amerikanske svineproducenter.

Endelig er der i Brasilien forventninger om et stigende forbrug på hjemmemarkedet i takt med en forbedret økonomi i landet. Foderomkostningerne forventes at blive stabiliseret, og det vil styrke økonomien hos landets svineproducenter for resten af 2018.

Rabobank forventer, at Brasiliens eksport af svinekød stiger kraftigt i 2018 - ikke mindst som følge af, at Rusland tidligere har stoppet importen af brasiliansk svinekød.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.

Seneste videoer

Se alle