Regeringen vil give støtte til pressede svinebønder

Regeringen opfordrer EU til at indføre støtteordning for svinebranchen, der er presset af russisk boykot.

Fødevareminister Dan Jørgensen (S) forsøger nu at få indført krisestøtte til de danske svinebønder og slagterier, som er hårdt pressede af, at Rusland siden februar har boykottet svinekød fra EU.

I et brev til EU's landbrugskommissær opfordrer Dan Jørgensen til, at EU indfører en midlertidig ordning, der giver støtte til at lægge kød på lager. Det skal lægge en dæmper på de faldende kødpriser.

Branchen har selv anslået, at det russiske boykot vil påføre branchen et tab på fire milliarder kroner i år.

»Russerne køber normalt rigtig meget svinekød, så på grund af boykotten står danske producenter lige nu med produkter, de ikke kan komme af med eller må sælge til dumpingpriser,« siger Dan Jørgensen i en kommentar.

»Derfor synes jeg, der er brug for en time out på markedet, indtil situationen har ændret sig, eller producenterne har fundet andre steder at sælge deres produkter,« siger Dan Jørgensen.

Ministeren slår samtidig fast, at det er en meget ekstraordinær situation, og at ordningen derfor kun skal vare et halvt år.

Han peger på, at svinebranchen på længere sigt selv skal være i stand til at tackle situationer som det russiske boykot.

Støtteordningen skal derfor kombineres med en indsats for at åbne nye markeder, hvor svinebranchen kan afsætte produkterne.

Svinekød fra EU har været omfattet af et boykot fra Rusland siden februar. Officielt var forklaringen, at det var på grund af svinepest i Polen og Litauen.

En række andre landbrugsvarer fra EU, USA, Canada, Australien og Norge blev sidenhen ramt af boykot i august.

Det var Ruslands svar på de sanktioner, EU og USA indførte for at lægge pres på Rusland grundet landets rolle i konflikten i det østlige Ukraine. 

/ritzau/

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.

Seneste videoer

Se alle