Regn fortsat med faktor 1,31 for slagtesvin

Man kender ikke slagtesvins vægt, når de bliver slagtet, men beregner den ud fra den slagtede vægt.

Slagtesvins vægt har betydning for beregning af mange tal som for eksempel daglig tilvækst, foderforbrug og i forbindelse med gødningsregnskabet.

Det er velkendt, at slagtesvin kan tabe to-fire kg fra de forlader deres sti, under opholdet i udleveringsrummet, under transporten og under opholdet på slagteriet.

Da slagtesvin ikke bliver vejet før slagtning, kender man ikke deres levende vægt.

Den bliver i stedet beregnet ved at gange den slagtede vægt med 1,31. Et slagtesvin på 90 kg slagtevægt beregnes derfor til at have vejet 90 x 1,31 = 117,9 kg levende.

Omregningsfaktoren bliver gransket med mellemrum for at vurdere, om den bør justeres.

»Vi vurderede det sidste gang for et par år siden i forbindelse med den nye ordning for miljøgodkendelse, men fandt ikke grund til at ændre omregningsfaktoren«, forklarer chefkonsulent Bent Ib Hansen, Seges Svineproduktion.

Han fortæller, at en faktor som fastetid før slagtning kan spille ind på vægttabet. Det samme kan fodringsmetode (ad libitum eller restriktiv), racekombination, grisens køn og om grisen slagtes ved en relativ lav eller høj vægt: Jo højere vægt, jo mindre svind.

»Vurderet på baggrund af danske produktionsforhold, er en faktor på 1,31 vores bedste bud«, lyder det fra Bent Ib Hansen.

Faktaboks

Omregningsfaktor:

  • Man ganger slagtevægt med 1,31 for at finde grisens levende vægt.
  • Faktoren påvirkes af race, køn, fodringsmetode, størrelse ved slagtning og fastetid før slagtning.

Emneord PLUS

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.

Seneste videoer

Se alle