Så mange dage skal stalden stå tom ved udbrud af afrikansk svinepest

Rammes en dansk besætning af afrikansk svinepest, så er der klare retningslinjer for, hvornår der igen må indsættes på gården, beretter dyrlæge fra Danvet.

Rammes en dansk svinebesætning af afrikansk svinepest, der hærger særligt i Kina og den østlige del af Europa, så er der hos myndighederne en klar plan for, hvordan udbruddet skal håndteres.

Foruden forskellige zoner omkring gården, så er der også en præcis handlingsplan for, hvordan myndighederne skal agere på den ramte ejendom.

Det forklarede Danvet-dyrlægen Per Damkjær Bak, da han forleden var indlægsholder ved et arrangement for svineproducenter hos VKST.

Hvis der sker anmeldelse om mistanken for afrikansk svinepest, skal myndighederne - hvis det er en mistanke på et slagteri - være fremme efter tre timer. Er mistanken opstået på en svinebesætning har myndighederne en frist på fem timer.

»Der skal udtages prøver til diagnostiske undersøgelser inden for otte timer, og mellem 12 og 24 timer skal der forelægge prøver fra Lindholm«, forklarede Per Damkjær Bak den indledende procedure ved håndteringen af et udbrud af afrikansk svinepest.

Såfremt besætningen er smittet, er næste skridt, at der skal startes en taksering.

»Der udbetales erstatning til den eller de besætninger, der er smittet. Erstatningen kommer fra EU, men udbetales i første omgang af Fødevarestyrelsen«, forklarede han og uddybede:

»Ved taksering udpeger landmanden eller hans repræsentant en taksator. Det samme gør Fødevarestyrelsen, og de kommer i fællesskab frem til en erstatningsopgørelse, og så kan aflivningen påbegyndes«.

For avl- og opformeringsbesætninger gælder det i forbindelse med taksering, at der tages højde for særligt værdifulde dyr.

Næste trin i processen er, at første rengøring skal være i gang inden for 72 timer efter diagnosen.

Derefter går der lang tid, før stalden igen kan komme i drift.

»Der kan efter 45 dage efter anden desinfektion af stalden genindsættes grise, og så skal grisene igen testes fire måneder senere«, forklarede Per Damkjær Bak regelsættet, som han håber aldrig kommer i anvendelse.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.

Seneste videoer

Se alle