Sæson for halebid: Tjek ventilation og foder

Lige nu er der to oplagte årsager til halebid.

Af Kristian Nielsen, afdelingsleder, LMO Svin

Vi ser flere besætninger med tendens til halebid for tiden, og det er altid en god udfordring at løse dette multifaktorelle problem. 

Set udefra er der to oplagte forhold, som aktuelt kan være udløsende faktor, men ellers må man gå systematisk til værks og gennemgå alle forhold, som kan udløse halebid.

Her er to områder, som kunne være aktuelle lige nu.

Sæson for træk

Det er sæson for træk og kuldenedslag, som stresser grisene. Hurtigtjek: Ligger grisene som de skal i stierne? Gøder grisene korrekt i stierne, - her i vinterperioden skal grisene være hvide.

Hvis der er loftventiler eller vægventiler, kontrolleres om de kan lukke helt i ved at sætte anlægget til minimumsventilation. Alle ventiler skal kunne lukkes helt og må ikke ”hænge”.

Brug røgpatroner til at kontrollere luftbevægelser og – hastighed.

Er stalden utæt, trækkes luften ind de forkerte steder, og der vil ikke være det nødvendige undertryk, som er afgørende for fordeling af luften. Ved normalt drift i et ventilationsanlæg med undertryk og ventiler, skal undertrykket ligge på 7-9 Pa.

Stalde med diffus ventilation kører med et undertryk på ca. 2 Pa ved minimumsventilation og op til 30 Pa ved maksimumsventilation. Det er meget vigtigt, at isoleringen på loftet ligger jævnt og tæt, da der ellers opstår ”huller”, der kan give luftstråler med kold luft direkte ned til grisene.

Tjek undertrykket, tjek tætheden med røg og tjek loftet og isoleringen.

Foder og vand

Foder og vand kan være aktuelle syndere og udløse halebid. Tjek om vandventilerne stadigt yder korrekt.

Tilsætning af syreprodukter og medicin til vandet giver en grim smag og kan nedsætte vandoptagelsen og øge graden af stress og aggressivitet.

Meget fint formalet foder kan øge risikoen for halebid. Årets høst var meget tør, og dermed formales kornet let til meget fint støv. Er du begyndt med fodring med majs, får du også meget finere formaling af foderet.

Find sigten frem og få kontrolleret formalingsgraden. I foderet er det især indholdet af salt samt balancen ellem calcium og fosfor, der kan stresse grisene.

For meget eller for lidt protein i forhold til energi kan også være den udløsende faktor, ligesom underforsyning med aminosyren tryptofan kan øge stress hos grisene.

Tjek recepter, tjek indtastning i fodercomputer, tjek råvarernes indhold af vand og råprotein og tjek, om foderet afblander på vej rundt i stalden.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.

Seneste videoer

Se alle