Søers adfærd påvirkes negativt af skuldersår

Skuldersår har en negativ indvirkning på søers adfærd. Det viser en undersøgelse, som Aarhus Universitet og Videncenter for Svineproduktion har foretaget.

Diegivende søer, der har skuldersår, påvirkes i negativ grad i form af kortere liggetid, større rastløsthed og færre diegivninger. Det er resultatet af en undersøgelse, som er udført i et samarbejde mellem Aarhus Universitet og Videncenter for Svineproduktion. Det skriver DCA ved AU Foulum på sin hjemmeside.

Undersøgelsen, der baserer sig på studier af søer i et døgn cirka to uger efter faring, slår fast, at søer med skuldersår bruger mindre tid på at ligge ned. De er samtidig mere rastløse og har færre diegivninger og mindre kontakt til deres grise sammenlignet med raske søer uden skuldersår.

Undersøgelsen dokumenterede også, at søer med skuldersår gnubbede skulderregionen mere op ad inventaret end de raske søer.

På trods af, at søer to uger efter faring er motiverede for at give die og passe deres pattegrise, så viste undersøgelsen, at dyrenes yngelplejeadfærd var påvirket af sårene.

Samlet forklares resultaterne med, at søerne har gener af skuldersåret og prøver at afbøde eventuelle smerter eller ubehag gennem hyppige positurskift og kortere liggetid.

Afklaring af sårenes velfærdsmæssige betydning for såvel søer som smågrise kræver ifølge forskerne mere forskning på området.

Emneord dyrevelfærd

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.

Seneste videoer

Se alle