Se billederne: Her er de gode benstillinger for polte - og de dårlige

En forhøjet udskiftningsprocent i soholdet er en omkostningsrig affære, og derfor er det en fordel at investere i holdbare polte, der har en optimal benstilling og sunde klove.

Tal fra DAKA viser, at sodødeligheden landede på 12,6 pct. i 2018. Dette tal dækker både over selvdøde og aflivede søer. 

Den primære aflivningsårsag hos søerne er diverse benproblemer, hvor behandling og aflastning ikke har været nok.

Disse tvungne udsætninger er mindre sjove at have med at gøre, i forhold til frivillige udsætninger af søer, hvor produktiviteten ikke længere er god nok.

1. lægs søer har typisk en lavere produktivitet end 2.-5. lægs søer, og gyltegrisene har ofte også et ringere immunforsvar på grund af færre antistoffer overført via mælken. 

En hyppig introduktion af nye polte til soholdet presser yderligere også besætningens immunitet. 

Guidelines til rette benstilling

Selvom det ligner, at polten kan bevæge sig ubesværet, kan en forkert benstilling få konsekvenser for bevægeligheden senere i livet.

Hvis kropsvægten ikke fordeles ligeligt på alle fire ben og klovene imellem, kan der opstå følgelidelser i form af trykninger, senelidelser og betændelsestilstande. 

En udenlandsk publikation fra det engelekse PIC (Pig Improvement Company) anbefaler, at polte vælges fra, hvis de har: 

  • Klove, der peger indad
  • Krumme knæ
  • Uens længde på klovene
  • Lange biklove
  • Hjulbenethed
  • Stive, rette bagben
  • Svage koder og bøjede haser

Nedenstående illustration viser eksempler på optimale og dårlige benstillinger på for- og bagben. 


Kilde: Zinpro

Det vil også være en fordel at kunne beskue klovene tæt på og se, hvordan de ser ud nedenunder. 

Der kan være opstået klovlæsioner eller balleforhorninger, som kan blive et større problem senere, når polten er blevet en del af soholdet. 

Dette er dog sjældent praktisk muligt at udføre ude i besætningerne. Det er hovedsageligt benstilling, bevægelighed og klovenes umiddelbare udseende, der kan beskues. 

Forebyggelse

Er der problemer med bentøjet hos dyrene i besætningen, er det nærliggende at kigge i grisenes nærmiljø og poltefoderet. 

Fugtige og beskidte gulve er risikofaktorer, når det kommer til dårlig klovsundhed.

Gulvbelægningen har også betydning. Plastikriste og dybstrøelse slider for lidt på klovene, mens et underlag, der er slidt og ru kan slide for meget på klovene. 

Andre risikofaktorer er ødelagt inventar, fx ødelagte spalter, og bolte og møtrikker, der stikker op over gulvniveau. 

Diverse foderstoffirmaer skriver, at mikromineralerne kobber og zink har betydning for klovsundheden. Mangel på zink kan give revner i klovvæggen og nedsætte helingen efter læsioner. 

Kobber påvirker derimod horndannelsen og hårdheden af klovene, som har betydning for holdbarheden og modstandsevnen. 

Biotin er et vitamin, der også menes at have gavnlig effekt på klovenes styrke. 

Det er derfor nogle fodringsparametre, der er værd at kigge på, hvis der er behov for bedre klovsundhed hos poltene. 

En uhensigtsmæssig benstilling kan være medfødt og derfor ikke mulig at forebygge. Andre skæve benstillinger kan dog skyldes klovlidelser, hvor dyret ændrer vægtfordelingen for at aflaste et skadet og ømt område. 

Emneord PLUS

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.

Seneste videoer

Se alle