Se billederne: Sektionering af farestalden er en vej til bedre sundhed

Sektionering er en af metoderne til at få styr på virussygdomme. Se hvordan svineproducent Carsten Laursen løste udfordringen i sin besætning.

Artiklen er publiceret første gang i magasinet Svin, august 2020.

Virussygdomme som influenza og prrs kan være svære at kontrollere. Når der også er mycoplasma lungesyge og Ap2 i besætningen, bliver det ikke lettere.

Derfor blev der sidste år taget et par store skridt for at forbedre sundheden i besætningen.

For det første blev alle smågrise og grise under ni måneder i nogle uger flyttet væk fra besætningen og over til en tom naboejendom.

Der blev gennemført en medicinsk behandling med Denagard for at sanere mycoplasma lungesyge væk.

Samtidig blev der etableret en række skillevægge i farestalden, så inddelingen nu passer med ugeholdene, der er på små 40 søer i besætningen.

Desuden blev der etableret nogle udendørs drivgange, som anvendes når smågrisene skal fravænnes.

På den måde behøver de nyfravænnede ikke at gå gennem andre farestalde, hvor de kunne smittes med virussygdomme.

Staldændringerne løber op i en halv mio. kr. for Carsten Laursen.

Sektionering er en vej til bedre sundhed 

 

1. For at undgå at drive nyfravænnede grise gennem andre farestalde blev der etableret flere udvendige drivgange. De fører direkte fra de forskellige farestalde til smågrisestalden, der i forvejen var fuldsektioneret. Drivgangene bruges ikke til daglig, kun til fravænning.

 

2. En hjemmelavet blanding bestående af træmel med et par skovlfulde af Dry Care fra MS Schippers suger fugt og giver et tørt miljø til pattegrisene i farestalden.

 

3. Der er også to babystalde, der er sektioneret af i forhold til både farestalde og de øvrige smågrisestalde. Stierne bruges også til opsamling af grise fra ammesøer.

 

4. Sektionering af farestalde, etablering af udvendige drivgange og en medicinsk sanering har været de instrumenter, dyrlæge Gerben Hoornenborg, Vet-Team (tv), sammen med Carsten Laursen (mf) og driftsleder Karsten Koldtoft har taget i anvendelse.

 

5. Det var også nødvendigt at etablere en ny sektion farestier til 20 søer for at få holddrift og sektionering til at gå op. Den blev indrettet i en tidligere poltestald, der stod tom.

 

6. Blodprøver skal vise, hvilke sygdomme saneringen og sektioneringen har fået til at forsvinde.

 

7. Nogle steder kunne den nye sektionsvæg placeres ovenpå en eksisterende 120 cm høj murstensvæg.

 

8. Sammen med sektioneringen er der skruet op for den interne smittebeskyttelse. Skal man ind i en faresti, skal man således skifte fodtøj. Derfor står der ekstra fodtøj i hver sektion.

Emneord PLUS

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.

Seneste videoer

Se alle