Se tjeklisten: Sørg altid for at raskmelde soen efter en faring

Det kan måske lyde som et velkendt og lidt gammeldags råd, men i praksis bliver det ikke altid fulgt, påpeger konsulent.

Sørg altid for at raskmelde soen lige efter en faring. Indtil det er sket, bør man gå ud fra at den er syg.

Det giver nemlig både den bedste dyrevelfærd, og man undgår også dårlige kuld, og en so der ikke præsterer godt nok i farestalden, når den skal til at passe sine smågrise.

Sådan lyder anbefalingen fra Helle Hellemann, svinerådgiver hos SvineRådgivningen i Herning.

Det kan måske lyde som et velkendt og lidt gammeldags råd, men ikke desto mindre oplever Helle Hellemann i praksis på kundebesøg, at soens sundhedstilstand efter en faring ikke altid bliver tjekket godt nok, måske på grund af travlhed.

Konsekvensen af forsømmelsen er, at mange kuld falder igennem, ligesom grisepasningen tager længere tid og bliver mere besværlig.

DET SKAL DU GØRE

Nøgleordene for at raskmelde en so efter faring  er omhyggelighed og rettidig omhu.

Som en vejledende observations- og tjekliste opstiller Helle Hellemann følgende punkter:

  • Gå om morgenen altid først ind til de søer, der har faret først i løbet af natten, og tjek om de kan raskmeldes.
  • Tjek ved berøring, om soens yver er for hårdt, og vend yveret. Mælkekirtlerne må ikke være hævede.
  • Giv eventuelt smertestillende, så soen kan komme hurtigt i gang efter faring og bliver klar til at æde og drikke. Måske kan det også spare soen for en yverbetændelse.
  • Tjek soens temperatur. På faredagen må den maksimalt være 39,5 grader, andre dage højest 39 grader.
  • Soen er ikke rask, hvis den ikke æder eller ikke har ædt op.
  • Soen kan være syg, hvis den ligger oven på sit yver.
  • Soen må ikke have udflåd.
  • Soen skal kunne rejse sig.
  • Ser grisene trælse ud, har diarré eller er urolige, kan det skyldes at soen ikke er rask, eller at den ikke producerer mælk nok.
  • Soen skal altid behandles efter dyrlægens anvisning.

Emneord PLUS

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.

Seneste videoer

Se alle