Seges med i lovende forskningsprojekter, der vil udrydde fravænningsdiarré

Fire forskningsprojekter, der alle har Seges Svineproduktion som aktiv part, arbejder på at fjerne eller afbøde den negative effekt fra fravænningsdiarré.

Fravænningsdiarré er en af de store dræbere i svineproduktionen, der samtidig kæmper med stigende krav om at formindske forbruget af antibiotika, som mange frygter går i vejret, når medicinsk zink skal udfases medio 2022.

Derfor finder Poul Bækbo, dyrlæge og chefkonsulent i Seges Svineproduktion, det meget glædeligt, at organisationen er involveret i en række danske og internationale forskningsprojekter, der stiler efter at eliminere de negative virkninger af fravænningsdiarré.

»Branchen har stort fokus på at mindske forbruget af antibiotika, og det er lidt usædvanligt, at der sker så meget på sundhedsområdet på én gang, hvor vi er med i fire større projekter, hvoraf de tre har fokus på at undgå fravænningsdiarré«, fortæller Poul Bækbo.

Platform med flere anvendelsesmuligheder

Flere af projekterne er startet for kort tid siden, og projektet Pigvac, der sigter efter at udvikle en vaccine, der fokuserer på de bakterier, som giver fravænningsdiarre, bygger på en teknologisk platform, som også andre har fået interesse for.

»Pigvac-projektet har deltagelse af nogle forskere fra Københavns Universitet, der i starten af marts fik omkring 20 mio. kr. til at udvikle en coronavaccine med økonomisk støtte fra EU-Kommissionen. Så det er en spændende teknologi, vi arbejder med«, siger Poul Bækbo.

Er med i ledelsen af projekterne

Seges Svineproduktions opgave i de forskellige projekter er klar:

»Vi skal holde fokus på, at det skal gøre en forskel for landmanden og løfte de forskellige teknologier ind i besætningsafprøvninger og prøve tingene af i praksis. Hvis bare en del af det, vi arbejder med, falder heldigt ud, så kan vi få bedre styr på fravænningsdiarre«, forklarer Poul Bækbo og uddyber:

»Vi er med i projekterne, fordi vi er kendt for at have et fagligt højt niveau, vi har gode netværk og erfaring med at udføre afprøvninger i praksis. Men vi er også med i konsortium-dannelsen fra starten i flere af projekterne, og i et af projekterne, der er et stort EU-projekt, er vi leder for en af arbejdspakkerne, hvor vi koordinerer besætningsafprøvningerne, der skal foregå i Danmark, Frankrig, Holland og Spanien. På den måde er vi med til at sætte et solidt fagligt aftryk«.

Emneord PLUS

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.

Seneste videoer

Se alle