Seges søger besætninger til zinkfri fravænning

Fem besætninger får mulighed for at komme med i næste runde af Seges-afprøvning.

I løbet af de næste måneder tager Seges Svineproduktion næste skridt omkring udfasningen af zink.

Hidtil har de fulgt en række besætninger, der på eget initiativ ikke brugte zink. I næste runde vil man følge fem besætninger, som er parate til at droppe zink, men som endnu ikke har besluttet, hvad man vil sætte i stedet for zink.

Bliver man en af de fem besætninger, kan Seges bidrage med erfaringer fra de besætninger, der allerede har droppet zink og fra de forsøg, der er gennemført for at finde erstatninger til zink.

»Vi vil gerne følge de fem nye besætninger og rådgive dem i forbindelse med udfasningen, og følge hvilke udfordringer de oplever«, siger dyrlæge Nicolai Weber, Seges Svineproduktion.

Prøver sig frem

Der er ingen krav til besætningernes sundhedsstatus, men smågrisene skal helst gå på samme lokalitet i syv-otte sektioner.

»Når man udfaser zink, prøver man sig ofte frem med forskellige tiltag, før man finder frem til det, der fungerer i besætningen. Denne proces vil vi gerne følge og støtte,« fortæller Nicolai Weber.

Han forventer at besøge de fem besætninger hvert kvartal, og vil gerne lægge sine besøg sammen med besætningens sædvanlige rådgivere. Interesserde kan kontakte Nicolai Weber på nirw@seges.dk eller tlf. 24 91 49 46.

Alle besætninger skal senest i 2022 ophøre med at bruge zink.

Faktaboks

Farvel til zink

  • Seges søger fem besætninger, der vil udfase zink
  • De følges og rådgives det næste års tid, og får kvartalsvise besøg 

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.

Seneste videoer

Se alle