Slagtesvineproducent: 6,8 kg er en optimal vægt for smågrise

Aage Lauritzen har en holdning til, hvilken vægt det er bedst at indkøbe smågrise ved.

Aage Lauritzen indkøber omkring 50.000 fravænningsgrise årligt, hvoraf han færdigproducerer de fleste til slagtesvin i egne stalde.

Det giver ham en vis erfaring omkring det, han mener, er den optimale vægt for en gris, når han modtager den i sine stalde.

»Jeg foretrækker en gris mellem 6,5 og 7,0 kg, og allerhelst på 6,8 kg«, fortæller han.

Tungere grise er ofte tunge, fordi de har tilkæmpet sig soens bedste patter, og derfor alene har levet af somælk.

»Derfor skal den først til at lære at spise tørfoder, når den bliver fravænnet«, påpeger han.

Lettere grise kan modsat tunge grise være udfordret af en lidt tilbagestående tarmudvikling, og vil alt andet lige være langsommere til at komme i god vækst, ligesom de lettere rammes af sygdom.

»Til gengæld er de naturligvis billigere, men det er ikke mit indtryk, at den lavere indkøbspris helt opvejer ulemperne og den lavere tilvækst«, siger Aage Lauritzen.

Derfor ender han op med, at de bedste fravænningsgrise at indkøbe ligger med en vægt mellem 6,5 og 7,0 kg, og meget gerne lige omkring 6,8 kg.

»En gris på 6,8 kg er relativ let at starte op, den er vant til at spise tørfoder fra farestalden som supplement til somælk, og endelig er den ikke for dyr i indkøb«, forklarer Aage Lauritzen om sin præference.

Læs mere om Aage Lauritzens smågriseproduktion i en kommende udgave af magasinet Svin.

Emneord PLUS

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.

Seneste videoer

Se alle