Små justeringer af temperaturen gør kæmpe forskel for so og pattegrise

Sørg for en optimal temperatur i farestalden hos både so og pattegrise, for ellers kan det gå gruelig galt: Soen vil ikke æde og malker ikke. Pattegrisene fryser, får hyppigere diarre og flere bliver ihjellagte, fordi de ikke opholder sig så meget i hulen.

Hver gang du starter et faringshold op, så sørg for at både so og pattegrise hver for sig har et godt nærmiljø.

Det gælder især i farestalde med kontinuerlig drift. Sørg for en optimal temperatur, for ellers kan det gå gruelig galt: Soen vil ikke æde og malker ikke. Pattegrisene fryser, får hyppigere diarre og flere bliver ihjellagte, fordi de ikke opholder sig så meget i hulen.

Det fortæller rådgiver Helle Hellemann, SvineRådgivningen i Herning. Hun oplever jævnligt på bedriftsbesøg, at personalet i farestalden kan have store udfordringer med at holde en korrekt temperatur i dyrenes nærmiljø.

Det ses oftere her i den kolde tid, hvor farestaldspasserne gerne skruer op for rumvarmen, især hvis det kniber lidt med gulvvarmen.

"Det kan være komplekse ting at løse, selv om det i virkeligheden måske bare er en fintuning, der skal til. Til gengæld er betydningen enorm for so og pattegrise," siger Helle Hellemann.

21 grader er fint for soen

For soen gælder, at rumtemperaturen ikke må komme over 22 grader, for så aftager dens ædelyst, den nedsætter mælkeproduktionen, og skal også bruge energi på at komme af med varmen.

Et symptom på, at noget er galt kan fx være, at soen  ikke gider rejse sig ved fodring, eller at den sviner med foderet. Kig også efter, om pattegrisene laver en motorvej hvor de gøder langs kanten af fareboksen fra krybben.  

"I en kontinuerligt kørende farestald vil en rumtemperatur på cirka 21 grader være fint at køre på hele tiden. Så længe du har varme på dine huler, og pattegrisene ikke fryser, kan du også udmærket gå efter en temperatur på ca. 19 grader ved fravænning, Det vil soen synes er fint”, forklarer Helle Hellemann.

Er farestalden sektioneret, er der derimod intet problem i at holde en rumtemperatur på 23 grader de første to dage efter faring, og derefter gå hurtigt ned på skalaen. Når mælkeproduktionen rigtig går i gang hos soen, vil den nemlig omsætte mere foder, stofskiftet bliver øget, og den får en højere varmeproduktion

Et eksempel: Små justeringer gør stor forskel

Helle Hellemann beskriver et konkret bedriftsbesøg, hvor hun har oplevet udfordringer med grisenes nærmiljø:

"Jeg kommer ud til en besætning, hvor der er kontinuerlig drift med to faringshold efter hinanden i en sektion. Der er ikke gulvvarme nok i farestalden.

Fremløbet skal gerne ligge på 40-42 grader, så jeg på dag 1 og 2 efter faring med laser kan måle minimum 34 grader. Det kan ikke opnås i denne stald, fordi gulvvarmen ikke fungerer godt nok.

Personalet sætter rumtemperaturen til 24 grader, så de kan holde en god temperatur for pattegrisene. Det er sådan set også fint nok, hvis det havde være en sektioneret stald, for så sænker du  bare temperaturen ugen efter. 

I denne stald med kontinuerlig drift for to ugehold, kommer de første søer imidlertid til at opholde sig i en høj temperatur i 14 dage. De kan derfor ikke nå at æde foderenheder nok og følge foderkurven, fordi de har det for varmt. Det går så ud over mælkeproduktionen i næste omgang.

For at løse udfordringen begynder vi med at prøve at styr på gulvvarmen. Er det de rigtige pærer, eller skal vi gå fra 100 til 150 watt på nogle af pærerne?

Har vi gardiner ned foran pattegrisehulen? I denne stald sætter vi interimistisk afdækningstape op foran hulen (se foto), så de nederste 10 cm ikke er dækket, og soen kan se pattegrisene og vice versa (i modsætning til med en hundehulsplade).

Pattegrisene kan så også finde ud af at gå ind og ud af hulen, fordi der ikke er noget der stopper dem.

Ved at få styr på gulvvarmen, omend der gerne måtte være mere, får vi etableret et mere optimalt nærmiljø for pattegrisene. Dernæst kan vi sænke rumtemperaturen i stalden, og vi får søerne til at æde mere samtidig med at pattegrisene ikke fryser i hulen."

Pattegrise i et godt nærmiljø. Foran hulen er opsat forhæng. Foto: Helle Hellemann

Emneord PLUS

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.

Seneste videoer

Se alle