Smågriseproducenter jubler: Farestier er guld

Ugen på Spidsen: At have tilstrækkeligt med farestier gør mange ting i produktionen lettere, skriver ugens klummeskribent på Svin Plus.

»Det er skønt at have farestier nok«.

Sådan hører jeg af og til smågriseproducenter sige, hvis de er i den situation, at farestalden ikke er flaskehalsen i deres sohold.

At have tilstrækkeligt med farestier gør nemlig mange ting i produktionen lettere.

Først og fremmest øger det fleksibiliteten omkring fravænningsalderen, og giver en højere fravænningsvægt. Det reducerer eller fjerner måske helt behovet for babystalde, som ellers er skudt op rundt om i landet de seneste år.

Hvis man kan fravænne grise på mindst syv kg, er grunden lagt til en lettere opstart i smågrisestalden.

Der er kolossal forskel på at fravænne en gris på seks kg og en gris på syv kg. Sidstnævnte klarer sig endda med billigere foderblandinger. Behovet for at bruge veterinært zink og behandlinger med antibiotika ser også ud til at blive reduceret.

Man oplever som regel også, at grisene er mere ens, og at der er mindre behov for at flytte restgrise tilbage til det følgende ugehold. Det betyder mere konsekvent alt ind alt ud produktion, som igen betyder mindre smittespredning.

Kan det betale sig at bygge ekstra farestier, hvis man har for få?

Det er et godt spørgsmål, men måske er vi fremover nødt til at fravænne mere robuste grise, der klarer sig uden zink og antibiotika, og uden at skulle via en babystald, hvor der uvilkårligt sker en ekstra sammenblanding og mere smittespredning.

Det er min opfattelse, at de smågriseproducenter der har god plads i farestalden, blot glæder sig over de fordele, det giver i hverdagen, fremfor at tænke på om de eventuelt kunne tjene en smule mere ved at presse farestalden.

Morten Thomsen, journalist og svinefaglig redaktør på LandbrugsAvisen, magasinet Svin og Svin Plus.

 

Faktaboks

I den ugentlige klumme på Svin Plus, "Ugen på spidsen", sætter Morten Thomsen og Søren Tobberup Hansen, journalister og svinefaglige redaktører på LandbrugsAvisen, magasinet Svin og Svin Plus, svineugen i perspektiv.

Klummen er udtryk for skribentens personlige synspunkt, og udtrykker ikke nødvendigvis bladhusets holdning til omtalte emne.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.

Seneste videoer

Se alle