Smart teknologi afslører om grisen er glad eller vred - kan øge dyrevelfærd

Ud fra database med 10.000 fotos kan nyudviklet hollandsk teknologi genkende syv ansigtsudtryk hos grise.

Teknologi-specialister i Holland har udviklet et system med kunstig intelligens, som kan aflæse ansigtstræk og kropsholdning hos køer og svin, og herudfra definere om dyret er glad, trist, aggressiv eller begejstret. 

Systemet, som er udviklet på universitet i Wageningen, skal ifølge netavisen CGTN bruges til at forbedre velfærden hos produktionsdyr. 

Systemet, kaldet WUR Wolf, bygger på en kæmpe database med billeder af dyrenes ansigtsudtryk og fysiologiske status koblet sammen med tidspunkt og i hvilken sammenhæng billedet er taget.  

Der er således billeder i sammenhæng med fodring, samvær med andre dyr, ankomst af venligsindet landmand og så videre. Fotos af flere end 10.000 dyr fra seks besætninger rundt om i verden har bidraget til databasen. 

Genkender syv ansigtsudtryk hos grise

Ifølge eksperterne bag systemet kan programmet genkende i alt 13 ansigtsudtryk, seks hos køer og syv hos grise. Ansigtsudtrykkene varierer ud fra dyrenes bevægelse af øre og øjne samt den generelle adfærd. 

Ud fra disse ansigtsudtryk kan programmet koble grisens tilstand sammen med en af ni mulige emotionelle stadier, herunder positiv, negativ, aggressiv og afslappet. 

"Hvis grisens øre flytter sig fra en opad vendt position til fremadrettet, kan det være tegn på skift i humør fra positiv sindstilstand til negativ. Sandsynligvis er den på vej til at være vred eller aggressiv," forklarer forskningsleder Suresh Neethirajan. 

Herunder er vist et skema med nogle af de ansigtsudtryk programmet genkender og aflæser. 

Indikator på ændring i humørSindstilstand/følelse
Hurtig ørebevægelse Stress (negativ sindstilstand)
Ører fremadrettetOpmærksom (neutral sindstilstand)
Ører bagudNegativ sindstilstand 
Ører hænger i retning af øjneNeutral sindstilstand
Ører der peger lige op Normal (neutral sindstilstand)
Ører drejet direkte frem Aggression (negativ sindstilstand) 
Ører bagud og mindre åbne øjneGår fra negativ til neutral sindstilstand 

Skema omskrevet fra Suresh Neethirajan - Happy Cow or Thinking Pig? 

Et eksempel på forskel i ansigtudtryk og kropsholdning. Grisen tv. har ørerne rettet fremad, den er opmærksom men i neutral sindstilstand. Grisen th. har ørerne bagudrettet og kigger ned og væk, denne er afvigende og i negativ sindstilstand. Billeder: colourbox.com 

Suresh Neethirajan håber, at man ved brug af systemet kan undgå at dyrenes sindstilstand skal tolkes subjektivt af hver enkelt person, og at det giver landmændene indsigt i dyrenes følelser, så de kan sørge for at de er så tilfredse som muligt. 

"Vi er nødt til ikke kun at observere og vurdere de negative sindstilstande, men også de positive, så vi fx kan anspore til legende adfærd," siger han.

Emneord PLUS

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.

Seneste videoer

Se alle