Sodødelighed på rette vej, men ikke i mål

I 2016 endte 112.922 søer hos Daka. Det svarer til 11,3 procent og er det laveste tal siden 2008. Men det er ikke lavt nok.

Sodødeligheden skal under ni procent i 2018. Det besluttede VSP tilbage i 2014.

Dengang modtog Daka årligt omkring 150.000 søer til destruktion ud af en sobestand på lidt over en mio. Det svarer til omkring 15 procent.

Antallet af søer i Danmark ligger fortsat omkring en mio. Alligevel modtog Daka kun 112.922 søer i 2016 svarende til 11,3 procent.

Skal man nå målet på ni procent i 2018, skal antallet af søer til Daka reduceres med yderligere 23.000 stk. årligt.

Det kræver, at faldet i sodødelighed i år og næste år bliver større end det har været i de foregående år.

»Det er ikke umuligt, men det kræver en stor indsats,« siger dyrlæge Kaj Vestergaard, Seges.

Han forklarer, at Seges i samarbejde med lokale rådgivere og dyrlæger fastholder sit fokus omkring sodødelig.

»Vi forventer stadig, at det er muligt at nå ned på ni procent ved udgangen af 2018,« siger han.

Flere projekter

VSP har gennemført flere projekter omkring sodødelighed blandt andet SoLiv i 2008 og Team Soliv i 2010.

Aktuelt er der er en rapport om holdbarhed af unge søer på trapperne, ligesom sammenhæng mellem poltefodring og holdbarhed bliver undersøgt i et projekt i 2017.

På baggrund af de senere års undersøgelser konkluderer Marie Louise Pedersen, Seges, at opmærksomheden skal rettes mod poltene.

»Udvælgelse, fodring og pasning af poltene har stor betydning for deres holdbarhed. Grundlaget for et langt soliv grundlægges allerede som polt,« siger hun.

Mavesundhed

Kollegaen Thomas Sønderby Bruun tilføjer, at mavesundheden hos polte også er en meget vigtig faktor i relation til et langt soliv.

»Maverne kvitterer for fodringsmæssige tiltag som valset byg, byg uden om pillepressen og ekspandat,« forklarer han.

Han peger også på vigtigheden af langsom til moderat tilvækst af polte.

»Polte må ikke fodres ad libitum,« fastslår han.

Endelig må man ikke overse vigtigheden af gode opstaldningsforhold for poltene, særligt skridsikkert gulv og spalter.

Det har tidligere været fremme, at en høj sodødelighed skulle medvirke til gult kort. Det er imidlertid ikke nævnt i den seneste bekendtgørelse fra Fødevarestyrelsen.

 

 

 

Faktaboks

Sodødelighed

  • Toppede i 2007 med 15 procent af årssøer
  • Faldet til 11,3 procent i 2016
  • Mål: 9 procent ved udgangen af 2018

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.

Seneste videoer

Se alle