Soholder: Fravænningen driller videre - nu prøver vi ny mineralblanding

Blog fra svinebedriften: Flemming Damgaard lykkedes ikke med at få mere mælk i søerne med specielt foderkoncentrat, så nu er han på jagt efter nye løsninger.

Af Flemming Damgaard - fortalt til Stig Bundgaard

Vi er på den igen med at finde en løsning på både at få mere mælk i de alt for mange søer, hvor det kniber, og at få antallet af dødfødte grise ned.

Vi har haft problemerne længe, og vi afprøvet en lang række løsningsmuligheder tidligere.

I den seneste blog fra juli måned fortalte jeg, at vi afprøvede et nyt foderkoncentrat Livelle Topdress til søerne. Formålet var helt konkret at få søerne bedre startet op, når de kommer ind i farestalden, og også at holde dem i gang efter faringen med mælkeydelse, med noget foder de rigtigt godt kan lide.

Livelle Topdress virkede umiddelbart ret godt, og vi gik fra 2,1-2,2 dødfødte pr. kuld målt over en uge til  1,7-1,8 dødfødte pr. kuld. Desværre er antal dødfødte steget tilbage til det gamle niveau, så vi er nu på jagt efter en bedre løsning.

Ny mineralblanding og ændret fodersammensætning

Derfor har vi de seneste tre uger kørt et nyt mineral ind, Prominis, til erstatning for blandingen fra Vilomix, både til de diegivende og de drægtige søer.

Den nye mineralblanding har et større indhold af umættede fedtsyrer, som skulle frigøre mælken. Oven i har vi ændret sammensætningen af foderet med blandt andet mindre fiber, mere energi og mere E-vitamin.

Det primære formål er altså at få søerne til at malke bedre, fordi der er for mange grise der falder fra, og for mange søer der stopper med at give mælk. Søerne fravænner kun 10-11 grise, og det er for lidt, det tal skal gerne være 12-13.

Vi har dog haft lidt startproblemer, fordi der er for meget fiber i den nye mineralblanding, og det kvitterer søerne ikke for, men går i stå, spiser ikke og bliver oppustede. Det har medført øget dødelighed hos søerne og flere dødfødte - altså stik mod intentionen.

Nu er jeg spændt på, om vi kan få den nye mineralblanding til at fungere. Den er blevet tilrettet lidt af firmaet, og det har virket i en positiv retning, synes jeg.

Er der andre kilder til problemerne?

Lige nu er vi også ved at finde ud af, om den manglende effekt af ændringen kan skyldes andre ting som mavesår, maveforandringer eller orm, og vi får udtaget blodprøver for virus. Indtil nu kan vi udelukke orm.

Vi er også begyndt at lave huldscanning, og har konstateret at vi har en lille smule for fede søer, så vi skal justere fodringen lidt i drægtighedsperioden og i polteperioden.

Problemerne med mælk i søerne betyder desværre, at vores nøgletal tal ikke er tilfredsstillende med ca. 31-32 fravænnede grise pr. årsso, og egen fravænning pr. so er 10 grise. Også faringsprocenten er for lav med cirka 88.

Faktaboks

Flemming Damgaard

  • Svineproducent, Lunderskov. Blogger til Svin Plus.
  • 1.250 søer, årlig produktion af ca. 40.000 stk. 30 kgs grise
  • Hjemmeblander, 100 procent tørfoder, intern KS, hjemmeavler
  • Staldanlæg fra hhv. 2005 og 2015
  • Markbrug: 300 hektar med vinterbyg, vårbyg, vinterhvede og havre. Alt korn til eget brug og dækker ca. halvdelen af forbruget. 

Emneord PLUS

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.

Seneste videoer

Se alle