Soholder har sat 800 søer ud: Jeg er godt tilfreds med min beslutning

Blog fra svinebedriften: Flemming Damgaard har til nu sat lidt over halvdelen af søerne ud, og regner med at være helt i mål 1. august. I lyset af faldende svinepriser er han godt tilfreds med sin beslutning om at sanere besætningen med 1.350 søer.

Af Flemming Damgaard - fortalt til Stig Bundgaard

Vi er nu så langt med saneringen, at vi har sendt alle fem orner, alle 250 sopolte og cirka 580 søer til slagteriet.

Tilbage har vi 500 søer og selvfølgelig en masse smågrise i klimastalden, i alt ca. 5.700 stk., fordi vi jo kører alle ugeholdene færdige. Det betyder, at både farestald og klimastald fortsat kører på fuld tryk.

I drægtighedsstalden er der nu fem ugehold tilbage, i alt ca. 275 søer, og den vil altså være helt tømt om ca. fem uger. I farestalden har jeg pt. fire ugehold gående, og den vil være tømt om cirka ni uger fra nu.

Når vi kommer til så langt som til at tømme farestalden, vil vi sideløbende lige så stille begynde at tømme klimastalden, hvor grisene jo går otte uger fra de er 7 kilo til 30 kilo.

Rengøring af stalde er i gang

Går det hele som skitseret ovenfor, vil jeg have tomme stalde pr. 1. august, og så har vi 15 dage til at gøre rent, vaske ned og desinficere, før der ankommer nye sopolte 15. og 16. august.

Vi er dog allerede nu begyndt at grovrense de stier, der står tomme, fordi møget om sommeren kan have tendens til at sætte sig for godt fast. Så er det rarere at tage det lidt henad vejen.

Når alle stalde er tømte efter 1. august, skal vi gå gennem de grovrensede stier og stalde en gang til med en  grundig rengøring af foderrør, krybber, gyllekanaler og så videre.

I forbindelse med en sanering er det naturligvis en ekstra grundig rengøring, man foretager. Alt møg og alle  foderrester, der kan rumme en potentiel bakteriebombe, skal væk, og vi skal ud i alle kroge, hjørner og foderrør. Vi afslutter med en omgang sæbe og desinfektionsvæske, ligesom vi kommer hydratkalk i gyllekanalerne.

Jeg har tænkt mig, at vi selv skal klare alt rengøringsarbejdet. Når vi er færdige, skal vi have nogle erfarne folk, som tidligere har været med til at sanere en besætning, til at kontrollere at arbejdet er udført ordentligt, måske en konsulent eller en dyrlæge.

Det er et meget stort arbejde at gøre staldene rene. Fx vil det nok tage to mand 14 dages arbejde at grovrengøre drægtighedsstalden.

Jeg får naturligvis ikke brug for så meget arbejdskraft i den næste periode. Jeg har pt. fem ansatte og det er aftalt med tre af medarbejderne, at de er fritstillet pr. 1. august. Jeg beholder to mand til at løbe og håndtere de nye sopolte, og heraf vil den ene, som primært er markmand, så blive fristillet pr. 1. oktober.

Når søerne i den nye besætning begynder at fare i januar 2021 vil der være arbejde til folkene igen, hvis de da ikke har fundet anden beskæftigelse i mellemtiden.

Intern KS eller indkøb?

Jeg har fået input fra blandt andet konsulenter, der gør, at jeg overvejer, om jeg skal forsætte med samme avlsstrategi som hidtil, altså intern KS og indkøb af orner med højt index.

Alternativt kan det være en mulighed at indkøbe sæd og så få et muligt tillæg for høj duroc-sæd på grund af lidt højere kødprocent og tilvækst.

Spørgsmålet er også, om jeg skal købe en Landrace-kerne med ind for at være med på indexsiden? Skal jeg køre zig-zag, som jeg tidligere har gjort, og så selv styre indexet. Eller fortsætte med at købe sopolte ind også på længere sigt? Jeg vil jo principielt gerne holde besætningen lukket, men det er klart at to af de tre veje stritter mod dette princip.

Mit valg af avlsstrategi kommer til at afhænge af, hvordan min aftager stiller sig. Hvis jeg kan få 10 kr. ekstra pr. smågris for at vælge høj-duroc sæd, er det måske vejen jeg skal gå, for det ville sagtens kunne betale udgiften til indkøbt sæd.

Jeg vil først tage en endelig beslutning, når de første smågrise kommer til januar, og jeg får meldinger fra aftagerside.

Det er for skørt

I dag er jeg glad for, at jeg har valgt at gennemføre en sanering og starte en ny besætning op. Et alternativ var fx at leje stalde og fortsætte med en del af besætningen, for at ride med på den høje notering, som nogle har foreslået.

Reaktionerne på, at jeg vælger at sanere på nuværende tidspunkt - jeg begyndte saneringen i januar - har som oftest været, at det er for skørt, når svinepriserne er så gode.

Men de kommentarer er ophørt med de faldende priser på det seneste, og nu kan folk godt forstå mit valg.

Jeg må også bare sige, at jeg har været meget klar på at få en sundere besætning for at være godt forberedt til næste nedgangsperiode, som jeg af erfaring ved altid kommer. Et bedre arbejdsklima og en nemmere afsætning af grisene tæller også godt på plussiden.

Lige nu ville jeg dog gerne have været en måned længere fremme med saneringen. Verden står jo stille med corona-krisen, og Brexit, helligdage og fyldte lagre gør det heller ikke just lettere at afsætte grisene for tiden.

Dertil kommer, at jeg er en af de smågriseproducenter med flest bogstaver på døren, og som derfor først bliver ramt på prisen.

I løbet af de seneste tre uger er min afregningspris faldet fra ca. 650 kr. til 450 kr. pr. 30 kilos gris. Selv om udgangspunktet har været et højt prisniveau, er det altså noget der kan mærkes.

Flemming Damgaard holder nu pause med bloggen, men vender tilbage i efteråret 2020, når den nye besætning er ved at blive kørt ind. 

Faktaboks

Flemming Damgaard

  • Svineproducent, Lunderskov. Blogger til Svin Plus.
  • 1.250 søer, årlig produktion af ca. 40.000 stk. 30 kgs grise
  • Hjemmeblander, 100 procent tørfoder, intern KS, hjemmeavler
  • Staldanlæg fra hhv. 2005 og 2015
  • Markbrug: 300 hektar med vinterbyg, vårbyg, vinterhvede og havre. Alt korn til eget brug og dækker ca. halvdelen af forbruget. 

Emneord PLUS

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.

Seneste videoer

Se alle