Soholder: Konen kom hjem og dødeligheden faldt

Blog fra svinebedriften: Resultaterne af en halv medarbejder ekstra i stalden har vist sig i Peter Hjort Jensens senest kontrolrapport.

Af Peter Hjort Jensen - fortalt til Frederik Thalbitzer

Der er lyspunkter i den seneste kontrolrapport. Når vi sammenligner seneste kvartal med de foregående tre kvartaler, er dødeligheden faldet fra 20,5 til 16 procent i farestalden. Det svinger lidt fra uge til uge, der er jo altid hold, der driller, men det er dog et gennemsnit over et helt kvartal. Det resulterer, at vi er steget fra 34 til godt og vel 35 grise pr. årsso

Det tilskriver jeg, at min kone Marianne, der har arbejdet uden for bedriften nogle år, er kommet hjem igen og arbejder cirka halvtids. Med de resultater så hun tjener da en løn ved at hjælpe her.

Det gør hun bl.a. fordi hun klarer en række ting, så vores fodermester gennem ti år, Karina, har mere tid til at passe søerne omkring faring. Nu laver hun ammesøer lidt før, og bruger også tid på at lukke grisene ind i smågrisehulen, når soen æder de første gange efter faring, så soen ikke lægger sig på smågrisene. Det tager jo noget tid at lukke dem ind og ud.

Der bliver også brugt mere tid på de helt små med at give sukkervand til de mindste, så de kan få kræfter til at slæbe sig hen til patterne og drikke selv.

For høj sodødelighed

Jeg synes også, at vi har haft lidt for mange døde søer. 14 procent er i den høje ende. Nu har vi rengjort foderautomaterne i farestalden. Vi bruger tørfoder og vi har haft nogle gamle modeller fra Skiold uden renselem. Vi har så boret et hul og købt 170 låg, der passer, og dermed kan vi gøre dem rene.

Der sad faktisk skidt og gammelt foder i nedfaldsrørene, så det kan have haft en betydning. Vi har gjort det i takt med, at vi vaskede farestalden, så det har taget 4-5 uger at komme rundt.

Vi har ofte drøftet med dyrlægen, hvor vigtig foderhygiejne er også for at undgå problemer med for høj dødelighed.

En anden faktor, der kan være medvirkende til for mange døde søer er, at vi har en transonderstald, hvor søerne går i store flokke. Det giver flere rangordenskampe. Nu prøver vi at være lidt hurtigere til at få dem i sygesti, hvis én kommer til skade.

Når man har lidt for mange døde søer, bliver man nødt til at holde længere på de resterende, og så stiger gennemsnitsalderen. Det gavner heller ikke dødeligheden, så vi er også ved at købe lidt flere polte ind, så vi kan forynge besætningen. Det håber vi kan hjælpe på dødeligheden i farestalden.

Faktaboks

Peter Hjort Jensen

  • Grenå. Købte gården i 1996. Blogger til Svin Plus
  • Medhjælpende hustru og to ansatte
  • 630 søer, producerer årligt ca. 21.000 stk. 30 kilos grise
  • Smågrise afsættes til lokal producent af UK-grise
  • Staldanlæg er 10 år gammelt. Søer står i alm. bokse. Transponderfodring for ca. halvdelen af de drægtige søer i ældre bygninger
  • Bruger kun indkøbt  færdigfoder
  • Hele markarealet på 85 hektar er bortforpagtet

Emneord PLUS

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.

Seneste videoer

Se alle