Soholder lokker fravænningsgrise - skal tilvænnes foderautomaten hurtigere
Tilbage i foråret igangsatte SvineRådgivningen deres nye koncept 'Elite Smågrise', hvor et af fokusområderne omhandler hurtig tilvænning af foder- og vandautomater efter fravænning. Svineproducent Henrik Alexandersen er en af ti soholdere, som afprøver konceptet.

Fravænning er en stor omvæltning for grisen, hvor blandt andet omgivelser, miljø og fodringsvilkårene ændrer sig. 

Det forsøges at gøre foder- og vandautomaterne i klimastalden let tilgængelige for smågrisene, men det kan alligevel tage et stykke tid, før grisene lærer at bruge automaterne optimalt. 

Manglende foderoptag koster på tilvæksten, og et begrænset vandindtag koster især på sundheden. Det er derfor ikke ubetydeligt hvor hurtigt grisene kommer igang med at drikke og æde efter fravænning. 

grisene skal hives til automaterne

Jes Callesen fra SvineRådgivningen er en af de primære rådgivere i konceptet 'Elite Smågrise', og har allerede været i dialog med flere landmænd, hvor nye tiltag er igangsat.

Flere landmænd prøver nu at trække grisene hen mod foderautomaten og vandforsyningen ved at tildele elektrolytvand, mælk, sukkervand eller noget lignende efter indsættelse i klimastalden. 

Væsken skal tildeles i selve foderkrybben, hvis foderautomaten er af en type, hvor det er muligt. Jes Callesen pointerer, at det er vigtigt, for at grisene netop søger hen mod foderautomaten og vandventilerne og stimuleres til at bruge dem.  

Tildelingen skal dog heller ingen være i et sådant omfang, at grisene primært kun får drukket væske, men ikke spist noget foder. En god balance skal findes indtil smågrisene har fundet fidusen i forhold til vand- og foderautomaten, påpeger Jes Callesen. 

På nuværende tidspunkt er der omkring 10 sobesætninger med i konceptet, og der er plads til flere, oplyser Jes Callesen. 

Midtjysk landmand bruger elektrolytter

Henrik Alexandersen har 2.300 søer med salg af 30 kgs. grise. Svineproducenten er med i 'Elite Smågrise' og har haft besøg af Jes Callesen fra SvineRådgivningen.

I samråd med Jes Callesen er Henrik Alexandersen nu begyndt at bruge en elektrolytblanding til fravænningsgrisene op til fem dage efter de er blevet fravænnet. 

Elektrolytvandet bliver hældt direkte i foderkrybben, og grisenes ivrige interesse efter væsken kan ses i denne video på Facebook, som SvineRådgivningen har lagt op efter modtagelsen fra Henrik Alexandersen.

I videoen er det medarbejderen Thomas, der tildeler elektrolytterne til grisene, og det er ham, der er den ansvarlige for smågrisene, og derfor en aktiv deltager i 'Elite Smågrise'. 

Elektrolytproduktet er Vilolyt fra Hatting, og det bliver tildelt i seks stier, hvor de mindste grise opholder sig. Det svarer til ca. 10 procent af fravænningsgrisene. 

To gange om dagen bliver elektrolytblandingen tildelt i foderkrybberne. 

Før brugen af elektrolytter lå den daglige tilvækst i klimastalden (7-30 kg. grise) på omtrent 500 gram, og de mindste fravænningsgrise havde efter én uge taget ca. 800 gram på i vægt. 

Henrik Alexandersen fortæller, at omkostningerne og tidsforbruget ved tildelingen af elektrolytter i foderautomaterne er begrænset, men at det selvfølgelig skal give gevinst på tilvæksten eller andre parametre, for at det bliver fastimplementeret i deres rutiner. 

For at være med i konceptet kræver det bl.a., at svineproducenterne laver kontrolvejninger i de første to uger efter fravænning som minimum, og det er i disse data, at tiltagenes effekt skal evauleres. 

Hurtig foderoptag har flere fordele

Én ting er bedre tilvækst hos fravænningsgrisene, hvis de kommer i gang med at æde foder hurtigt efter fravænning. En anden ting er sundheden i mave-tarmkanalen, hvor en længere pause uden foder har negative konsekvenser for blandt andet tarmens villi, der optager næringsstoffer fra foderet. 

En pause i foderoptagelsen ændrer også pH-gradienten i grisenes maver, og sammen med nedbrydningen af tarmvilli øger det derved risikoen for diarre. 

Der er derfor flere fordele at hente ved en hurtig tilvænning af foder- og vandautomater i klimastalden, men det er endnu for tidligt at konkludere noget med tildelingen af fx elektrolytter, da SvineRådgivningen endnu ikke har data nok fra landmændene. 

Emneord PLUS

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.

Seneste videoer

Se alle