Soholder udvider stalden: 3.300 nye stipladser skal holde i mange år

John Nørgaards nye smågrisestald løser et kapacitetsproblem, som er opstået efter en stor fremgang på bedriften, han overtog som konkursbo i 2017.

Siden overtagelsen af soejendommen Ml. Lind har John Nørgaard haft held med at løfte effektiviten.

Antallet af smågrise var ved overtagelsen i 2017 på cirka 33.000 smågrise og er i 2020 vokset til en produktion på flere end 47.000 smågrise.

Flere grise kræver flere stipladser, og derfor er John Nørgaard i disse uger ved at færdiggøre et større udbygnings- og renoveringsprojekt på sin smågriseejendom, der bevirker, at han i alt får 1.800 ekstra stipladser at gøre godt med.

En nærliggende lejet ejendom med stipladser til smågrise ombygges samtidig til karantænestald og får plads til restgrise.

Byggeriet, der omfatter 3.300 nye stipladser, blev påbegyndt i uge 32, 2020, og de første grise blev indsat 7. januar. Flere eksisterende smågrisesektioner mangler at blive renoveret, og de sidste detaljer med det nyopførte multifase-fodringsanlæg mangler også.

Har aldrig været i tvivl

John Nørgaard har ikke været i tvivl om, at han skulle bygge ekstra stipladser, selv om svinesektoren har været vidne til store noteringsudsving i det seneste år.

»Jeg har gået med planerne om at bygge flere stipladser i de seneste to år. Vi har haft to økonomisk gode år, så for mig giver det god mening at udvide og optimere min produktion«, forklarer John Nørgaard.

Skibbild Entreprise har stået for hele byggeriet, og John Nørgaard er glad for at overlade byggestyringen til andre, mens han selv har koncentreret sig om sin svineproduktion.

Tilbygningen, der består af fem store sektioner og en halv sektion, er bevidst valgt i materialer, der er langtidsholdbare.

»Jeg vil have et byggeri, der virker fra dag et og skal virke optimalt i de næste 10-12 år, uden jeg skal bruge nævneværdig kapital på at holde det kørende. Derfor er det heller ikke de billigste løsninger, jeg er gået efter«, fastslår han.

Blandt tilvalgene i stalden er Skovs intelligente klimastyring, der kontrollerer ventilation, fugt og rum- og gulvvarme.

»Vi bygger nyt og renoverer, så vi får bedre velfærd og trivsel«, siger han og og uddyber:

»Vi har foreløbig fået 2.250 grise sat ind i de nye sektioner. Efter en uge har vi behandlet fem-syv grise, og der er nul døde. Så det er svært at have armene nede«.

Emneord PLUS

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.

Seneste videoer

Se alle