Soholder vil ikke bruge zink efter sanering

Hidtil har Peder Jonasson brugt zink til sine smågrise efter fravænning.

Med en ny besætning med højeste sundhedsstatus skal der ikke være behov for at bruge zink til smågrisene efter fravænning.

Det er i hvert fald Peder Jonassons klare forventning.

De første faringer efter saneringen finder efter planen sted 20. august. Når smågrisene fravænnes fire uger senere, bliver det endda til en delvist nyrenoveret smågrisestald.

»Vi har udnyttet tiden med de tomme stalde til at få renoveret halvdelen af farestierne, og nu står smågrisestalden til at få en omgang med nye spalter og nye betonlejer i mange stier«, fortæller den vestfynske smågriseproducent.

Med de bedre forhold i stalden og fravær af mycoplasma lungesyge og ondartet lungesyge type 2, som der var i den gamle besætning, er det hans klare forventning, at smågrisene kan klare sig uden zink.

»Vi vil i hvert fald køre uden zink fra dag ét. Det forventer jeg, at grisene sagtens kan klare«, siger Peder Jonasson.

Kernebesætning

Besætningen havde været drevet med egen kernebesætning i mange år. Der er således ikke købt nye dyr ind siden 1996, og den avlsstrategi fortsætter også fremover.

I forbindelse med saneringen valgte han at købe polte fra Topigs Norsvin.

»Jeg var træt af at lave 8-10 ammesøer for hver 40-45 faringer«, fortæller han.

Hans forventning er, at søerne i langt højere grad skal passe egne grise, så brug af ammesøer bliver undtagelsen snarere end reglen.

Faktaboks

Peder Jonasson

  • Sanerer besætning med 900 søer og smågrise.
  • Nye polte blev indsat midt i april, og de første faringer finder sted 20. august.

Emneord PLUS, Zinkfri

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.