Soholdere gik tilbage - slagtesvin i topform

Soholdere har nærmest halveret deres resultat i 2020. Til gengæld er der positive vinde for slagtesvineproducenter. Det viser de første regnskaber.

2020 var et vildt år med kæmpe prisudsving på både smågrise og slagtesvin.

Baseret på de første regnskabstal var det slagtesvineproducenterne, der kom bedst ud af året, som var præget af meget høje noteringer på slagtesvin i starten af året, men de faldt siden pænt tilbage uden at være katastrofale.

Smågrisenoteringen oplevede samme bevægelse med den forskel, at puljenoteringen krakkede i andet halvår og gav store ugentlige tab.

Af 33 regnskaber for sohold, som Jørgen Cæsar Jensen, Agri Nord, præsenterede i forbindelse med den årlige kongres hos Agri Nord, var årets resultat næsten halveret til 2,369 mio. kr. Konsolideringen blev også skåret midt over - og gik fra 2,020 til 1,062 mio. kr.

En del af forklaringen var en otte kr. lavere afsætningspris pr. 30 kgs-gris og en værdiændring af bestanden svarende til 1,105 kr. pr. so.

Soholderne løftede i 2020 deres realinvesteringer fra 1,332 til 2,108 mio. kr. Alligevel var der 674.000 kr. i rest til afdrag. Året før var der en mio. kr. ekstra.

»Et rigtig fint likviditetsmæssigt år for søerne«, konkluderede Jørgen Cæsar Jensen.

Stadig plads til store afdrag

For de 32 regnskaber med slagtesvin landede resultatet før skat stort set på 2019-niveauet med 3,221 mio. kr. Konsolideringen var 87.000 kr. lavere og landede på 1,42 mio. kr.

Slagtesvineholderne måtte i 2020 give 13 kr. ekstra pr. indkøbt gris, men fik også en afregning, der var 87 øre højere pr. kg. Værdiændring af besætningen trak 570.000 kr. fra dækningsbidraget.

Slagtesvineproducenterne løftede også deres investeringer i 2020, som endte på 1,748 mio. kr. Næsten en fordobling fra 2019, hvor der blev investeret 919.000 kr.

Tilbage til afdrag blev 1,451 mio. kr. mod 2019-niveauet på 815.000 kr.

»For slagtesvinene må jeg nok sige, at det likviditetsmæssigt har været et rigtig, rigtig fint år«, sagde Jørgen Cæsar Jensen.

Fremstillingsprisen faldt i 2020 til 10,77 kr. fra 11,31 kr. året før. Blandt andet fordi omkostningerne kunne deles ud på flere kg gris, da slagtevægten i 2020 skød godt i vejret.

Når så samtidig prisen for de leverede kg svinekød steg i 2020, så forklarer det de gode resultater for slagtesvineproducenterne i 2020. I 2020 var afregningsprisen 13,19 kr. pr. kg mod 12,26 kr. pr. kg i 2019.

Faktaboks

Bedre soliditet

  • Sohold og slagtesvineproducenter forbedrer deres soliditet. For sohold var soliditeten 14 procent i 2017 mod 21 procent i 2020.
  • For slagtesvin var soliditeten 24 procent i 2017, og i 2020 var den 29 procent. 

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.

Seneste videoer

Se alle