Spindelvæv i guirlander og en halvvåd kedeldragt - det kan vi gøre bedre

Ugen På Spidsen: Hold forrummet rent. Det giver et bedre indtryk af besætningen, men vigtigere reducerer det risikoen for at slæbe smitte ind i besætningen, skriver ugens klummeskribent på Svin Plus.

Hygiejne er et meget omtalt begreb for tiden.

Vask dine hænder, sprit dem af og rør ikke unødigt ved dørhåndtag eller steder, hvor andre mennesker også rører. med deres hænder.

Sådan lyder de officielle råd til at undgå spredning af coronasmitte. Det er enkle anbefalinger, som er til at forstå.

I forlængelse af disse råd kom jeg til at tænke på, at der er stor forskel på, hvordan svinebesætninger håndterer hygiejne og rengøring, og dermed risikoen for at sprede infektioner i stalden.

Stor forskel på forrum

Allerede i forrummet får jeg et indtryk af, hvordan forholdene ser ud i resten af besætningen. Sammenligner jeg forrum på tværs af besætninger, er forskellen stor. Ikke så meget i de fysiske rammer men i hvor rent og velkomment jeg oplever forrummet.

Nogle steder er både gulv og trærist møgbeskidte, spindelvæv hænger i guirlander, og det er svært at finde et sted at hænge sit udetøj. Finder man en kedeldragt, er den som minimum beskidt og måske ovenikøbet halvvåd. Jeg kan være heldig at finde et par rene og tørre støvler. Det er tydeligt, at det er længe siden forrummet er blevet gjort rent.

Hvis det var min faste arbejdsplads, ville jeg allerede havde fået en halvskidt start på arbejdsdagen.

Der er andre besætninger, hvor forrummet bliver gjort rent på lige fod med for eksempel farestier eller fravænningsstalde, og hvor forrummet ikke er endt som lagerplads for papkasser og kasseret staldinventar.

Det giver både et bedre indtryk af besætningen, men vigtigere reducerer det risikoen for at slæbe smitte ind i besætningen.

Selvom corona har fortrængt afrikansk svinepest fra overskrifterne, så er den sygdom fortsat værd at gardere sig mod. Et rent forrum er en vigtig faktor, så frem med kost og skovl.

Morten Thomsen er journalist og svinefaglig redaktør på LandbrugsAvisen, magasinet Svin og Svin Plus.

Faktaboks

I den ugentlige klumme på Svin Plus, "Ugen på spidsen", sætter Morten Thomsen og Søren Tobberup Hansen, journalister og svinefaglige redaktører på LandbrugsAvisen, magasinet Svin og Svin Plus, svineugen i perspektiv.

Klummen er udtryk for skribentens personlige synspunkt, og udtrykker ikke nødvendigvis bladhusets holdning.

Emneord PLUS

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.

Seneste videoer

Se alle