Stærkt partnerskab vil have prrs-resistente grise ud i staldene

Tenkikken er på plads til at producere prrs-resistente grise, og nu går universitet i Edinburgh og avlsselskabet Genus sammen for at forsøge at få grisen på markedet. Udfordringen er, at genklippeværktøjet Crispr/Cas9 anvendes til at gøre grisene resistente.

Prrs-resistente svin skal ud i griseproducenternes stalde hurtigst muligt.

Det mener både The Roslin Institute på universitet i skotske Edinburgh og det globale avlsselskab Genus. De to parter har nu underskrevet en aftale, som går ud på at de ved hjælp af ny teknologi til genredigering i form af klippeværktøjet Crispr/Cas9 vil avle prrs-resistente grise.

Forskerne fra The Roslin Institute har allerede metoden klar til at producere prrs-resistente svin. Gennem forskning og støtte fra blandt andet Genus har man formået at redigere grisenes genetiske information, så dyrene kan modstå prrs. 

Forskerholdet og det store globale avlsselskab håber på, at aftalen fører til, at prrs-resistente grise bliver tilgængelige på det globale marked, fortæller det britiske netmedie Pigworld.

Teknologi skal anerkendes 

Mange lande i verden er åbne overfor Crispor/Cas9-teknikken til genredigering, men den er ikke ligetil at få godkendt i hverken EU eller Storbritannien.

Her er genredigerede organismer nemlig underlagt samme regler som genmodificerede organismer (gmo), hvilket gør det næsten umuligt at få en godkendelse til det videre forløb. 

Der er dog optimisme at spore for fremtiden, idet man blandt andet i Storbritannien nu begynder at undersøge muligheden for at ændre lovgivningen på dette område.

Stærkt samarbejde

Samarbejdet mellem The Roslin Institute og Genus er højt respekteret hos begge parter.

Professor Bruce Whitelaw  fra The Roslin Institute fortæller, at instituttet er kendt for at være banebrydende indenfor bioteknologisk forskning med dyr, og har fx i 1996 frembragt fåret Dolly, det første klonede dyr.

”I dette samarbejde med Genus har vi mulighed for at overføre akademisk arbejde til brugbare projekter i husdyrsektoren”, siger Bruce Whitelaw.  

Genus´bidrag til samarbejdet består blandt andet i en god relation til det amerikanske fødevareministerium samt indsigt i svinekødssektoren og dets distributionskanaler i blandt andet Kina, Europa og USA.

Faktaboks

Prrs er et dyrt bekendtskab

  • Porcin reproduktions- og respirationssygdom (prrs) er en respirationssygdom, der medfører luftvejsproblemer og død for patte- og smågrise, mens den for søer fører til aborter og tidlige faringer.
  • Vaccinerne, der indtil nu er blevet udviklet for at komme prrs til livs, har ikke vist sig særligt effektive i at stoppe smittespredningen. Prrs er derfor stadig et stort problem i mange svineproducerende lande.
  • Sygdommen er estimeret til alene i Europa og USA at koste branchen 2,5 mia. dollars årligt (ca. 15,7 mia. danske kroner).

 

    Emneord PLUS

    Kommentarer

    Sponsoreret indhold

    Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.

    Seneste videoer

    Se alle