Stalden er bygget på rekordtid

Bunden på Boye Tambours tvillinge-slagtesvinestald er præfabrikeret. Det bidrager til en hurtig byggetid.

Byggeriet af slagtesvinestaldene hos Boye Tambour er gået rekordstærkt for byggefirmaet Kjargaard Byg, der bl.a. har benyttet sig af muligheden for at bygge bunden af stalden med præfabrikerede elementer. Samtidig er der benyttet præfabrikerede lejer med varmeslanger i stierne. En løsning, som Give Elementer har stået for, og som Thomas Jensen, projektleder hos Kjargaard Byg, er tilfreds med.

Byggefirmaet har været forud for den planlagte tid for aflevering af råhuset, efter at Kjargaard Byg omkring 1. marts gik i gang med støbearbejdet.

»Vi skulle aflevere råhuset 31. maj, men de første seks sektioner leverede vi 10. maj, og de sidste seks sektioner var klar 17. maj«, forklarer Thomas Jensen, der også har en forklaring på, hvorfor byggeriet er gået så stærkt.

»Vi har været heldige med vejret. Under støbearbejdet undgik vi regn, hvilket ellers forsinker byggerier. I den her byggesag er tingene gået rigtig fint«, siger han.

Thomas Jensen har for tiden flere staldbyggerier, han løbende følger op på. Selv om svinesektoren længe har ligget underdrejet, når det kommer til opførelse eller renovering af stalde, klager det midtjyske firma ikke over det nuværende aktivitetsniveau.

»Vi troede, staldbyggerierne ville gå i stå, men det går fornuftigt for os. Vi har en pænt stabil aktivitet, hvor vi har formået at fastholde alle vores medarbejdere«, siger Thomas Jensen.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.

Seneste videoer

Se alle